Nødpasning i Firkløveren

Nødpasningen i Guldborgsund Kommune mellem jul og nytår vil foregå i Børnehuset Firkløveren, hvor der er plads til at fordele børnene på ni stuer, og hvor der er et stort udeareal til rådighed. Foto: Per Houby/arkiv

Nødpasning af børn mellem jul og nytår i Guldborgsund Kommune sker i Børnehuset Firkløveren trods andre udmeldinger tidligere.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Der har blandt forældre i Guldborgsund Kommune hersket en del forvirring om årets nødpasning af børnene fra 23. december og frem til nytår. Og det med rette. For borgmester John Brædder (G) meldte forleden ud, at nødpasningen i år på grund af corona vil ske i børnenes egen institution.

Forældre har dog modtaget andre meldinger fra kommunen om, at nødpasningen foregår i Børnehuset Firkløveren på Hospitalsvej i Nykøbing, og centerchef Margit Mikkelsen slår nu fast, at nødpasningen foregår i Firkløveren.

- Jeg er ked af, at forældre er blevet forvirrede over udmeldingerne, men nødpasningen kommer til at foregå i Børnehuset Firkløveren, siger Margit Mikkelsen.

Flere forældre har udtrykt bekymring over, at børn fra alle Guldborgsunds daginstitutioner skal samles ét sted i disse corona-tider, så risikoen for spredning af smitte øges.

Alle stuer i brug

Men forældrene kan trygt sende deres børn til nødpasning i Firkløveren, fortæller Margit Mikkelsen.

- Vi åbner alle ni stuer på Firkløveren, og børnene bliver fordelt, så de højst er to-tre dagtilbud samlet på en stue, og så er der en stor legeplads, så børnene også kan være udenfor meget af tiden. Det er meget vigtigt for os, at børnene ikke bliver smittet, men samtidig er det også vigtigt, at børnene har nogle gode legerelationer, fortæller Margit Mikkelsen.

På de dage, hvor flest børn er tilmeldt nødpasning, er der tilmeldt cirka 40 børn, og med ni stuer og et stort udeareal bliver børnene spredt godt ud på Firkløverens område.

Var der ikke en igangværende corona-pandemi, ville børnene være samlet på færre stuer.

Firkløveren er dog ikke kun valgt på grund af de mange stuer, børnene kan fordeles på, men også, fordi der traditionelt her er flest børn, der skal nødpasses, fordi en del forældre til børnene arbejder på sygehuset.

- Opdelingen i mindre grupper betyder, at de institutioner med flest børn tilmeldt selvfølgelig bliver sammen, siger Margit Mikkelsen.

Dermed kan man sagtens forestille sig, at børnene kun kommer til at gå sammen med børn fra deres egen institution, når der er så mange stuer at fordele børnene på.

Der er afsat personale til alle stuer og i øvrigt et ekstra stort fokus på rengøring. Blandt andet bliver legetøjet afsprittet hver eneste dag.

- Vi tilgodeser både hygiejne og gode legerelationer, så børnene får nogle gode dage mellem jul og nytår, siger centerchefen.