Nu åbner flere testcentre
Køerne ved testcentrene skulle gerne blive mindre den kommende tid, når flere centre åbner. Arkivfoto Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Et åbner fredag, et åbner mandag og yderligere to på vej på Lolland-Falster.
LOLLAND-FALSTER Antallet af smittede med coronavirus er i øjeblikket det højeste, som er set, siden corona-pandemien begyndte for snart to år siden. De nyeste tal viser, at der alene i de to lokale kommuner de seneste syv dage er fundet 922 smittede borgere.
Tallet stammer fra Statens Serum Institut torsdag eftermiddag. Kigger man et år tilbage var der for samme periode 338 smittede på Sydhavsøerne. Det er kun pcr-test, som bliver opsummeret i Statens Serum Instituts statistikker
Op til jul blev borgerne i hele landet opfordret til at benytte sig af de såkaldte kviktest, som her i regionen tilbydes af Falck, ligesom mange har købt test til hjemmebrug. Det kan også ses i antallet af pcr-test, som op mod jul lå på omkring 20.000 daglige test i de lokale kommuner, mod nu hvor omkring 17.000 fik fortaget en pcr-test onsdag.
Opfordringen til at kun personer med symptomer, en positiv kviktest eller nær kontakt til en smittet bliver testet med en pcr-test har givet ekstra tryk på Falcks testcentre.
Onsdag genåbnede Falck et testcenter i Stubbekøbing og torsdag i Sakskøbing. Falck driver også testcentre i Nakskov, Maribo, Nykøbing, Rødby og på Fejø og Femø. Og flere er på vej.
- Vi åbner løbende for yderligere testcentre på Lolland-Falster, så vi kommer op på 12, siger projektchef hos Falck Mikael Kokseby.
Fredag - nytårsaftensdag - åbner Falck således endnu et testcenter i Nykøbing på adressen Københavnsvej 35. Mandag er Falck klar til at slå dørene op i et testcenter i Skolegade 3 i Nørre Alslev. Endnu to testcentre forventes åbnet lige efter nytår, Mikael Kokseby ønsker ikke endnu at offentliggøre adresserne, da ikke alle aftaler er på plads.
Hos Region Sjælland er beskeden, at man ikke åbner yderligere testcentre end de nuværende i Nakskov, Maribo og Nykøbing.
Ni millioner selvtest er landet i kommunerne landet over, hvor de blandt andet kan bruges af skolebørn forud for skolestart 5. januar.
Det er ikke kun skoleeleverne, der får gavn af de nyindkøbte selvtest. Det gør ansatte i ældreplejen, på sociale bosteder samt i daginstitutioner også. Det er også planen, at selvtest skal bruges af elever på gymnasier og andre ungdomsuddannelser.
De ni millioner selvtest er bare første sending. Samlet set er der bestilt 65 millioner selvtest. Bliver man konstateret positiv for corona via en kviktest, skal den følges op med en pcr-test.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde