Nu er han dansker - og kan komme med til OL

Nu kan Turpal Bisultanov officielt kalde sig dansk. Foto: Anne Katrine Petersen

Turpal Bisultanov kan nu repræsentere Danmark til OL i Paris.

Offentliggjort Sidst opdateret

21-årige Turpal Bisultanov har næsten vundet det hele inden for brydning sin unge alder til trods.

Men det skulle alligevel vise sig at være en af de sværeste opgaver hidtil, da det 21-årige OL-håb skulle forsøge at blive dansk - og dermed kunne repræsentere Danmark til OL i Paris i 2024.

Bryderen, der træner i Det Nationale Kraftcenter i Nykøbing, fik overrakt sit danske statsborgerskab tirsdag middag i Guldborgssund Kommunes lokaler.

Værsgo'! Nu er papirerne i orden for Turpal Bisultanov, der bor i Nykøbing. Foto: Anne Katrien Petersen

- Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte. Stor tak for en fantastisk ceremoni. Stor tak til Thor Hyldegaard (sportschef i Thor), som har knoklet og lagt mange timer i at jeg kunne få det pas, siger Turpal Bisultanov til ceremonien.

Og han sender også en taknemmelig tanke mod den person, han ikke havde kunne klare sig uden - og som ikke er her længere.

Turpal bliver dansk statsborger til stor glæde for Thor Hyllegaard. Foto: Anne Katrine Petersen

- Stor tak til Alma (Larsen, red.) uden hende havde jeg ikke bestået. Hun var hård, siger han.

Også på ledelsesplan er man ovenud lykkelig i kølvandet på den store dag.

- Det her betyder enormt meget, især for Turpal som menneske, han har ydet en stor indsats. Nu kan vi forfølge vores fælles drøm om sammen at komme til OL, siger Thor Hyllegaard.

Det danske statsborgerskab betyder, at Turpal Bisultanov nu er med i løbet til at blive OL-deltager i rødt og hvidt.

Men først skal VM-sølvvinderen kvalificere sig gennem VM i Beograd, Serbien til september.