Nu er Michael Christensen på dansk jord

Foto: Privatfoto

Efter en rejse på et døgns tid er Michael Christensen nu endelig ankommet til Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det har været en lang og sej kamp, men nu er det endelig lykkedes at få Michael Christensen fra Nordfalster hjem til behandling i Danmark. Det skriver initiativtagerne bag Facebookgruppen ”Kan vi sammen få Michael hjem?.”

- Jeg kan med glæde og stolthed i hjertet fortælle, at Michael nu er landet på dansk jord, og at han er modtaget på en afdeling. Forældrene og familien er informeret om hvor. Turen har været lang og hård, men det gik godt, og Michael har klaret det fint, skriver Janne Tholstrup i en pressemeddelelse.

Michael Christensen har i de seneste fem måneder været indlagt på et hospital i Filippinerne. Han blev indlagt efter en trafikulykke i august, og da han ikke havde rejseforsikring, var det ikke muligt at transportere Michael hjem eller give ham den fornødne behandling.

At Michael Christensen nu endelig er kommet hjem er en stor sejr for Janne Tholstrup og resten af Facebookgruppen, som har kæmpet så ihærdigt for at få ham hjem.

- Det er en kæmpe lettelse at konstatere, at det, der for mig var et uovervejet initiativ, som jeg ikke kendte konsekvenserne af, rent faktisk har vist sig at bære frugt i en sådan grad, at det muligvis har reddet en mands liv, og at han nu kan genforenes med hans familie, skriver Janne Tholstrup.

Sagen kort:

* Den 18. august 2013 kørte den 47-årige Michael Christensen fra Nordfalster galt på motorcykel i Filippinerne uden rejseforsikring.

* Sidst i november 2013 besøger André Jensen fra Nysted Michael Christensen i Filippinerne.

* Han fortæller til Folketidende.dk: - Der er hul ind til hans hjerte, fem knuste ribben er fjernet, og han har slange i halsen. Han er skræmmende tynd og kan kun nikke og ryste på hovedet med svage bevægelser.

* Den 2. december opretter jurastuderende Janne Tholstrup en Facebookgruppe til fordel for Michael Christensen under navnet ”Kan vi sammen få Michael hjem fra Filippinerne”

* Midt i december får familien på Nordfalster godkendt deres ansøgning om at starte en indsamling for at kunne betale for Michael Christensens hospitalsophold og hjemrejse. På det tidspunkt har familien allerede betalt omkring 165.000 kroner for at hjælpe Michael.

* Den 20. december lyder det fra hospitalet i Cebu City, at Michael Christensen nu kan sidde op i en kørestol og har nemmere ved at spise, men oven på denne gode nyhed fik Michael Christensen en infektion.

* Den 8. januar meddeler hospitalet i Cebu City til Udenrigsministeriets Borgerservice, at Michael Christensen snarest muligt skal til Danmark på grund af frygt for en ny infektion.

* Den 13. januar oplyser en anonym, at han vil blive betale 180.000 kr. for at få Michael Christensen hjem.

* Den 13. januar besøger Renny Petersen Michael Christensen, som kan berette om, at Michael Christensens tilstand stadig er meget kritisk.

* Den 20. januar holdte Udenrigsministeriet Borgerservice, Liselott Blixt og Janne Tholstrup møde om Michael Christensens fremtid.

* Den 29. januar blev det bekræftet at Michael Christensen er på vej hjem fra Filippinerne.

* Indbetalinger til indsamlingen kan ske til: Registreringsnummer: 0679 - Kontonummer: 0746797575 eller via MobilePay: 61658875 (Janne Tholstrup)