Nu er Michael på vej til Danmark

Foto: Privatfoto

Michael Christensen har forladt hospitalet i Cebu City Filippinerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lægeholdet fra SOS International har nu godkendt Michael Christensens hjemrejse, det vil sige, at den 47-årige fra Nordfalster i skrivende stund er på vej mod Danmark.

Michael Christensen har i fem måneder ligget på et hospital i Filippinerne efter et trafikuheld uden at have fået den fornødne behandling. I fredags fik man så, ved hjælp af en indsamling til fordel for Michael Christensen, sendt et lægehold fra SOS International afsted for at hente Michael Christensen hjem.

Det snarlige gensyn med sønnen vækker begejstring hos familien på Nordfalster.

- Vi er simpelthen så lykkelige, vi er dog lidt rundt på gulvet og har svært ved at tage det hele ind. Men vi glæder os sådan til at se Michael igen, siger Ruth Christensen og tilføjer:

- Vi kunne for første gang i meget lang tid slappe af, da vi fik nyheden om, at lægeholdet nu var landet og havde påbegyndt deres behandling af Michael.

Stifteren af Facebookgruppen ”Kan vi sammen få Michael hjem fra Filippinerne”, Janne Tholstrup, er også meget glad for, at man nu endelig kan se målstregen.

- Vi har nu fået bekræftet, at Michael er på vej hjem. Der går nok op imod et par døgn, før Michael kommer hjem, men vi kan ikke sige noget med sikkerhed, fortæller Janne Tholstrup.

Sagen kort:

* Den 18. august 2013 kørte den 47-årige Michael Christensen fra Nordfalster galt på motorcykel i Filippinerne uden rejseforsikring.

* Sidst i november 2013 besøger André Jensen fra Nysted Michael Christensen i Filippinerne.

* Han fortæller til Folketidende.dk: - Der er hul ind til hans hjerte, fem knuste ribben er fjernet, og han har slange i halsen. Han er skræmmende tynd og kan kun nikke og ryste på hovedet med svage bevægelser.

* Den 2. december opretter jurastuderende Janne Tholstrup en Facebookgruppe til fordel for Michael Christensen under navnet ”Kan vi sammen få Michael hjem fra Filippinerne”

* Midt i december får familien på Nordfalster godkendt deres ansøgning om at starte en indsamling for at kunne betale for Michael Christensens hospitalsophold og hjemrejse. På det tidspunkt har familien allerede betalt omkring 165.000 kroner for at hjælpe Michael.

* Den 20. december lyder det fra hospitalet i Cebu City, at Michael Christensen nu kan sidde op i en kørestol og har nemmere ved at spise, men oven på denne gode nyhed fik Michael Christensen en infektion.

* Den 8. januar meddeler hospitalet i Cebu City til Udenrigsministeriets Borgerservice, at Michael Christensen snarest muligt skal til Danmark på grund af frygt for en ny infektion.

* Den 13. januar oplyser en anonym, at han vil blive betale 180.000 kr. for at få Michael Christensen hjem.

* Den 13. januar besøger Renny Petersen Michael Christensen, som kan berette om, at Michael Christensens tilstand stadig er meget kritisk.

* Den 20. januar holdte Udenrigsministeriet Borgerservice, Liselott Blixt og Janne Tholstrup møde om Michael Christensens fremtid.

* Den 29. januar blev det bekræftet at Michael Christensen er på vej hjem fra Filippinerne.

* Indbetalinger til indsamlingen kan ske til: Registreringsnummer: 0679 - Kontonummer: 0746797575 eller via MobilePay: 61658875 (Janne Tholstrup)