Nu kommer der nyt liv i Købmandsgård

- Det bliver en stor udfordring. Men vi springer ud i det med masser af optimisme, siger Lea Friedstrup. Foto: Jan Knudsen/arkiv

Vineri, café, bryggeri med mere rykker ind i kendt Gedser-ejendom.

Offentliggjort Sidst opdateret

GEDSER Så er der nyt liv på vej ind i en af de markante ejendomme i Gedser. Efter at have stået tom nogle år er der nu indgået aftale om den fremtidige anvendelse af Købmandsgården/Radbjerg Keramik lige ved indkørslen til byen.

Tilbage i 2018 skruede Hanne Andersen ned for arbejdet og satte ejendommen til salg efter at have haft en række aktiviteter med blandt andet keramik, folkedans, turistinformation og meget mere gennem op mod 40 år.

Nu er der indgået en forpagtningsaftale om ejendommen med Lea og Flemming Friedstrup Lind, der i øjeblikket driver vingård med base på Birkemosevej øst for byen.

- Vi skal fortsat arbejde på gården. Men nu flytter vi vineri, bryggeri, café og efterfølgende Bed & Breakfast ind på Købmandsgården, forklarer Lea Friedstrup.

- Det bliver en stor udfordring. Men vi springer ud i det med masser af optimisme og tro på projektet. I nogen tid har vi overvejet, hvordan vi kunne forbedre rammerne for vores aktiviteter. Det er under alle omstændigheder markant dyrere at bygge nyt end at indrette noget eksisterende til vores formål - så da vi fik øje på Købmandsgården, var det en oplagt mulighed, tilføjer hun.

- Beliggenheden er jo uhyre central og attraktiv umiddelbart ud til færgetrafikken, konstaterer Lea Friedstrup.

Nu går man blandt andet med hjælp fra venner og bekendte i gang med indretning og istandsættelse på ejendommen.

- Vi tror og håber på, at vi kan holde en slags indvielse med et let traktement og rundvisning 19. september, som jo er "Åben Vingårds Dag". Vi er ikke færdige til den tid - men forhåbentlig et godt stykke ad vejen, siger Lea Friedstrup.

Ølbrygningen er en af de nyere aktiviteter. Og fortsat i meget beskeden skala. Men bryggeriet satser man stærkt på at få mulighed for at skalere op i de nye rammer ved Gedser Landevej.

Hanne Andersen skabte i op mod 40 år liv og aktivitet i Købmandsgården. Nu kommer der nye folk til. Foto: Anders Knudsen/arkiv