Nu må vinteren godt stoppe
Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
De lokale kommuner har brugt en stor del af budgettet til snerydning og saltning.
Alene torsdag 1. marts brugte Guldborgsund Kommune 700.000 kroner på snerydning og saltning på de lokale veje. Næsyen samme beløb blev brugt i Lolland Kommune.
- Lige netop den dag betød den hårde blæst, at vi nærmest kørte i ring, fordi lige så snart en rute var gennemkørt og ryddet, føg det til igen, siger centerchef i Teknik & Miljø i Guldborgsund Kommune Christian Refstrup.
- Fra 27. februar og indtil i mandags, 5. marts, har vi brugt omkring halvdelen af budgettet for i år på 11 millioner kroner, så nu må vinteren godt stoppe. Vi skal sikkert stadig salte, men vi vil gerne slippe for de store snemængder. Og der skal jo også være penge tilbage, hvis det bliver tidligt vinter, når vi når til sidst på året, siger Christian Refstrup, som tilføjer, at der er brugt 1.500 tons salt på de lokale kommunale veje indtil nu.
Både i Guldborgsund og Lolland kommuner har man måttet indsætte rendegravere og gravkøer for at få den megen sne væk fra nogle af de veje, som var mest ramt af snefald og fygning.
I Lolland Kommune har det betydet en ekstra udgift til at hyre eksterne firmaer for at få gravemaskiner ud på vejene, primært på de nordlollandske veje.
- Vi har måttet prioritere at rydde de største veje, og beslutningen er, at de såkaldte klasse 1-veje bliver ryddet i døgndrift, hvis det er nødvendigt, siger direktør Bjarne Hansen i Lolland Kommune, hvor man har i alt 1.400 kilometer kommunale veje.
De dage med værst snefygning måtte man køre på de største veje i døgndrift for at holde vejene åbne.
I Lolland Kommune holder man, trods de seneste ugers megen snerydning, budgettet.
- Vi har en tommelfingerregel om, at vi ud af årsbudgettet på 8,6 millioner kan bruge to tredjedele i vinterperioden først på året og den sidste tredjedel i vintermånederne sidst på året. Og det holder fint nu, hvor vi har brugt 3,5 millioner indtil nu. Men vi ser gerne, at vinteren stopper for denne gang, slutter Bjarne Hansen.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde