Nu skal der handles for ny udvikling i Nakskov

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Nakskov Handel & Erhverv arbejder videre med planer om bychef.

Offentliggjort Sidst opdateret

I en årrække er udviklingen gået den forkerte vej. Især de unge og veluddannede flytter fra området. Men udviklingen kan måske vendes eller standses. Det mener Nakskov Handel & Erhverv, der arbejder på at skabe udvikling i Nakskov.

- Gør vi ikke noget selv, vil vi kun opleve tilbagegang. Kommunen har ikke penge til større projekter, og vi kan ikke bare sidde og vente på, at andre skal komme og redde os, siger Gert Meyer Madsen, bestyrelsesmedlem i Nakskov Handel & Erhverv.

Foreningens vision er at få så mange virksomheder som muligt med i et projekt med titlen “Nu tæller kun handling”. Organisationen har frigivet 200.000 kroner fra Stamfonden. fra Sjællandspuljen er der tilsagn om 200.000 mere, såfremt Lolland Kommune over to år vil yde samme beløb. Det er der tilsagn om.

Hensigten er at markedsføre området, lave to til tre arrangementer om året og at gøre byens borgere og turister opmærksomme på områdets kvaliteter. På længere sigt ønsker man at ansætte en bykoordinator, der skal arbejde videre med de ideer, som kommer fra en styregruppe.