Ny asfalt på vej

I løbet af 2019 kommer der nyt slidlag på cykelstien på Nystedvej før og efter Fuglsang. Foto: Claus Hansen

Der er planlagt nyt slidlag på vej, hvor nye buslommer og cykelsti er blevet anlagt sidste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

FUGLSANG Glæden var endeløs, da der sidste år efter årtiers ventetid kom ekstra plads til cyklisterne på Nystedvej på strækningen før og efter Fuglsang.

Efter lang tids arbejde i efteråret var de ekstra centimeter lagt til cykelstien og udvidelse af vejen ved Fuglsang etableret, så der også blev plads til buslommer ved stoppestederne omkring museet samt svingbaner ind til museet.

Men, men - en del trafikanter har efterfølgende bemærket, at det færdige resultat ikke er helt optimalt.

Asfalten er specielt på cykelstien noget ujævn og de gamle striber på vejen, som er malet over ved buslommerne, er stadig tydelige.

Men alt kommer til den, der venter.

- Vi har planlagt, at vejen i fuld bredde inklusive cykelstierne, helt fra rundkørslen i Øster Toreby og til "Trekanten" i krydset ved Fuglsangvej - Eskemosevej skal have et helt slidlag i løbet af i år, fortæller Martin Steenstrup, leder hos Park & Vej i Guldborgsund Kommune.

De nyanlagte buslommer får i øvrigt mange bilister til at svinge uden om lommerne. Men det er faktisk tilladt, når der vel og mærke ikke holder nogle busser, at køre gennem buslommerne.

Det er naturligvis ikke tilladt for almindelige trafikanter at standse eller parkere i buslommerne.

Når der i løbet af i år kommer nyt slidlag på vejen og efterfølgende nye striber, vil der også blive påmalet piktogrammer med cykler på cykelstien.