Ny formand for digelag

Søren Bjerregaard, der har været bestyrelsesmedlem i digelaget siden 1993 og formand siden 2000 trækker sig. Foto: Flemming Keith Karlsen

Efter mere end 20 år på formandsposten trækker formanden sig for Det Falsterske Digelag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det Falsterske Digelag har fået ny formand. Det er journalist og højskoleforstander Christian Schou, der afløser landmand Søren Bjerregaard, som har siddet på posten siden 2000.

Efter digelagets årsmøde for nylig konstituerede bestyrelsen sig på et møde tirsdag, og her trak Søren Bjerregaard sig som formand.

Christian Schou blev valgt ind i bestyrelsen sidste år og tilhører den gruppe af fornyere, der gennem længere tid har kritiseret linjen i digelagets bestyrelse. Schou har blandt andet kaldt Bjerregaard ”enevældig digekonge” og ”diktator” og de øvrige gamle bestyrelsesmedlemmer ”forstokkede”.

Fornyergruppen fik ved årsmødet flertal i bestyrelsen, og formandsvalget foregik uden kampvalg.

- Ingen andre ville være formand. Pilen pegede på mig, og jeg føler et ansvar for at påtage mig opgaven, nu hvor jeg trods alt har blandet mig en del. Hvis jeg fik muligheden og ikke tog den, ville det være tøsedrengsagtigt, siger Christian Schou, der varsler, at han vil være en formand, der uddelegerer så mange opgaver som muligt til de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

Søren Bjerregaard, der har været bestyrelsesmedlem i digelaget siden 1993, føler sig ikke presset ud.

- Nej, slet ikke. Men det er blevet mindre og mindre sjovt, når de fremmødte til de seneste to årsmøder ikke synes, at man gør det godt nok.
- Kommunikation er ikke min stærkeste side, men det håndværk mestrer Christian, og han kan få folk til at møde op og interessere sig for diget, konstaterer Søren Bjerregaard, som fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem og har lovet at forsøge at overdrage sin viden om diget til den nye formand. Derudover vil han bruge mere tid i sin have.

Læs mere i Folketidende torsdag.