Ny rampe skal væk igen
En gruppe vinterbadere mødes på Marielyst Strand hver morgen. Foto: Privat
Privat
Vinterbaderne på Marielyst fik kort glæde af en ny baderampe - Digelag er utilfreds med ikke at være hørt inden byggeriet og har krævet rampen fjernet.
MARIELYST En ny rampe til vinterbaderne på Marielyst Strand blev for kort tid siden etableret på stranden. Men nu skal den væk igen.
Trærampen, der er fæstnet med otte stolper, som vinterbaderne kan hænge deres tøj på, er etableret af Guldborgsund Kommune, der har efterkommet et ønske fra vinterbaderne. Men næppe havde vinterbaderne taget den i brug, før de fik besked om, at Entreprenørvirksomheden i Guldborgsund Kommune en af de kommende dage kommer og fjerner den igen.
Det sker, fordi Det Falsterske Digelag ikke bryder sig om rampen. Formanden for bestyrelsen, Søren Bjerregaard, undrer sig over måden, rampen er opstået på.
- Vores opsynsmand opdagede den tilfældigt. Det er mærkeligt, at kommunen vælger at lægge noget på stranden uden overhovedet at spørge os, siger Søren Bjerregaard, som mener, at konstruktionen er usikker.
- Sandet flytter sig hele tiden, og i en højvandssituation som den, vi havde i mandags, risikerer vi, at vandet kommer ind under rampen og løfter den op. Den er for let og kan flyve op og ødelægge hegnet, vurderer Søren Bjerregaard, der efterlyser en tungere konstruktion, hvis digelaget skal give tilladelse til en baderampe på stranden om vinteren.
Dan Toxværd fra Væggerløse er en del af den gruppe vinterbadere, der hver morgen går i Østersøen fra Marielyst Strand.
- Vi var så glade for, at vi endelig havde fået sådan et lille sted, hvor vi kan få fast materiale under fødderne og et par pæle, hvor vores tøj kan hænge, fortæller Dan Toxværd, som ikke synes, at forholdene for vinterbaderne i området er prangende.
- Andre steder har man jo for eksempel omklædningshuse. Så at sådan en beskeden rampe ikke må være der, forstår jeg ikke. Det er en god ting for både turister og lokale, siger Dan Toxværd .
Lederen af Natur & Miljø i Guldborgsund Kommune, Frederik Cordes, oplyser, at kommunen gerne vil gå i dialog med digelaget om en eventuel anden udformning.
- Men når lodsejeren kræver, at vi fjerner rampen, har vi ikke andre muligheder end at gøre det, siger han.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned