NY REGIONS-AFTALE MED 36 MILLIONER EKSTRA TIL KRÆFTBEHANDLING

Arkivfoto: Anders Knudsen

Samtlige partier i Region Sjælland har indgået en aftale om næste års budget. En aftale, hvor der blandt andet afsættes penge til at rekruttere og fastholde medarbejdere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Region Sjællands budget for 2023 er på plads. Regionen oplyser i en pressemeddelelse tidligt torsdag morgen, at alle partierne i regionsrådet står bag en aftale for næste år på 22 milliarder kroner.

Det er en aftale, som ifølge pressemeddelelsen skal sikre fokus på den daglige drift af regionens sygehuse og psykiatri, patientrettigheder, sygdomsforebyggelse, flere sundhedstilbud tæt på borgerne samt grøn omstilling.

Budgetaftalen omfatter blandt andet 36 millioner kroner ekstra årligt, som primært er rettet mod kræftområdet og blandt andet skal gå til at sikre bedre overholdelse af forløbstider i kræftpakker.

- Vi vedtog i regionsrådet i 2021 en otte-punktsplan for kræftområdet, som skal løfte og udvikle kræftbehandlingen i Region Sjælland, så kræft opspores tidligere, og patienterne får en hurtigere og mere præcis tilpasset behandling. Den plan følger vi tæt. Det gælder ikke mindst overholdelse af forløbstiderne, som vi med budgetaftalen også prioriterer yderligere midler til, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) i pressemeddelelsen.

Personlig medicin

Et lovende område indenfor både kræftbehandling og en række andre sygdomme er brug af såkaldt personlig medicin, hvor patienter tilbydes en skræddersyet behandling, der passer til den enkelte.

- Vi ser et kæmpe potentiale i området med personlig medicin. Derfor afsætter vi i næste års budget også mange penge til området, samtidig med at vi har aftalt at udarbejde en samlet plan for, hvordan vi i Region Sjælland i de kommende år kan arbejde målrettet med personlig medicin, siger Heino Knudsen.

Rekruttering og fastholdelse af medarbejdere

Et af de områder, hvor regionen også er udfordret, er rekruttering og fastholdelse af medarbejdere. Derfor har man i den nye budgetaftale afsat en pulje på 20 millioner kroner, som skal styrke den indsats.

- Medarbejderne er vores dna. At vi har det nødvendige personale er altafgørende for, at vi hver dag kan levere høj service på vores sygehuse og overholde patientrettigheder med ret til hurtig udredning og behandling. Situationen med stor mangel på personale inden for flere faggrupper har vores store fokus og det afspejles i denne budgetaftale, siger Heino Knudsen i pressemeddelelsen fra regionen.

I budgetaftalen er der også afsat penge til at forbedre den grønne omstilling og penge til diabetesbehandling tættere på patienterne, ligesom der er medicinbokse på vej til Nykøbing og Nakskov, hvor borgere kan afhente deres medicin.

Aftalen indeholder også penge til ekstra indsatser på forebyggelsesområdet og overfor PFAS i drikkevand.