Nybagte studenter med masser af 12-taller

29 12-taller - og et enkelt 10-tal. Det er, hvad der ifølge superstudenten selv er at finde på Søs Elisabeth Nielsens eksamensbevis.

Den unge student fra 3.A på Katedralskolen kan da også sammen med klassekammeraten Mette Dalgaard Nielsen prale med at have opnået skolens højeste gennemsnit, på 12,3, ved dette års studentereksamener, og det blev det fortjent hyldet for ved Katedralskolens translokation i Nykøbing F. Hallen i går.

Sammen med Linette Barsøe Rønn Christensen og Rasmus Bo Lindhardt fra 3.Z, der begge opnåede et gennemsnit på 11,9 og Josephine Møllenbach, der fik skolens tredjehøjeste gennemsnit på 11,8.

Grunden til, at gennemsnittet kan ligge højere end karakterskalaens topkarakter er, at man i nogle fag ganger karakteren med 1,5, når gennemsnittet udregnes.

Det var da også fem glade studenter, der bagefter kunne kigge tilbage på en hård, men også god tid. Det har været hårdt i perioder, er de enige om.
- Men jeg har også haft tid til at drikke de øl, jeg skulle drikke, tilføjer Rasmus Bo Lindhardt og bliver bakket op af Linette Barsøe Rønn Christensen.

 - Jeg har altid gået efter at få 12, så jeg har altid gjort, hvad jeg kunne for at få det, og jeg har været skuffet, når jeg ikke fik det. Men det afhænger jo også af, hvilken uddannelse, man vil søge ind på bagefter, fortæller Søs Elisabeth Nielsen.

- Jeg vil gerne yde mit bedste, men det må heller ikke gå ud over det sociale liv ved siden af, siger Linette Barsøe Rønn Christensen og bliver suppleret af Mette Dalgaard Nielsen:
- Jeg har sat lektierne højere end meget andet. Jeg er meget perfektionistisk, så det betyder meget for mig, forklarer hun.

Men en ting er at have fået de mange flotte karakterer. Spørgsmålet er så, hvad de skal bruges til bagefter.
- Jeg tager et sabbatår først, og derefter vil jeg læse medicin på Københavns Universitet, regner jeg med. Jeg har altid godt kunnet tænke mig at arbejde indenfor sundhedssektoren i et job, hvor jeg både kan få en god løn og kan gøre en forskel for andre, fortæller Rasmus Bo Lindhardt.

- Jeg skal først til Frankrig og arbejde som frivillig, for jeg vil gerne lære at tale fransk flydende. Derefter vil jeg gerne studere international business, og så vil jeg gerne arbejde med noget indenfor EU i Bruxelles. Jeg er enormt inspireret af den franske kultur - og så kan jeg godt lide fyre med store brune øjne, siger Søs Elisabeth Hansen med et glimt i øjet.

Mette Dalgaard Nielsen bruger en del af sin sommerferie på et turbokursus i kemi, så hun er klar til efter planen at læse til civilingeniør i bygningsdesign på Danmarks Tekniske Universitet.

Josephine Møllenbach og Linette Barsøe er lidt mere i tvivl om deres fremtidsplaner.
- Jeg ved det ikke endnu. Jeg har tænkt lidt på at blive gymnasielærer, men nu starter jeg med at tage et sabbatår, og så må vi se, siger Josephine.
- Jeg aner ikke, hvad jeg vil. Holder verden og mulighederne åbne. Foreløbig tager jeg et sabbatår, hvor jeg skal ud at rejse. Først vil jeg en tur til New Zealand, og bagefter skal jeg med den transsibiriske jernbane, fortæller hun.

Og skulle der være nogen blandt læserne, der gerne vil vide, hvordan man får så flotte karakterer, som de fem studenter har fået, så skulle vi hilse og sige, at de gode svar finder man på bunden af flaskerne...

Foto: Jakob Poulsen

De tre højeste gennemsnit blandt årets studenter på Katedralskolen blev delt mellem fem elever.

Offentliggjort Sidst opdateret