Nykøbing kan være næsten 1.000 år
Arkæologerne gik bogstaveligt talt i dybden i jagten på nyt om Nykøbings fortid, da Torvet sidste år blev gravet op på grund af den omfattende renovering. Foto: Museum Lolland-Falster
Museum Lolland-Falster
Kulstof 14-datering af fund fra torvet bringer nyt til byens historie.
NYKØBING Den by, vi i dag kender som Nykøbing, er formentlig opstået i overgangen fra vikingetiden til den tidlige middelalder engang i anden halvdel af 1000-tallet eller begyndelsen af 1100-tallet. Og byen opstod efter alt at dømme der, hvor Torvet ligger i dag.
Det er - med alle forbehold - konklusionen fra arkæologer på Museum Lolland-Falster efter, at museet har fået foretaget såkaldte kulstof 14-dateringer af nogle af de fund, man gjorde i forbindelse med renoveringen af Torvet sidste år.
- Vi har fået foretaget to kulstof 14-dateringer af de allernederste aktivitetslag under Torvet, og de daterer laget til perioden mellem år 1028 og 1210, fortæller leder af udgravningerne, museumsinspektør Signe Fog Mogensen, i en pressemeddelelse.
I forbindelse med udgravningerne fandt arkæologerne blandt andet en stor mængde jernslagger, og man formoder, at det er spor efter en smedje, som har ligget på det nuværende torv i Nykøbings barndom.
Tidligere er der også blevet fundet en affaldsgrube med affald fra et kammager-værksted, som også fandtes i byen i dens første år.
- Når man stykker de iagttagelser sammen, leder det tankerne hen på, at der allerede sidst i vikingetiden lå en håndværkergade ud til en åben plads langs det nuværende torvs østlige side, siger Signe Fog Mogensen og tilføjer, at den åbne plads senere udviklede sig til byens torv.
Hun savner dog stadig mere konkrete beviser i form af flere fund eller dateringer, før hun kan sige noget mere præcist om det tidligste Nykøbing.
I forbindelse med udgravningerne fandt arkæologerne også nogle velbevarede rester af en bageovn fra 1500-tallet. Nu er det ved hjælp af en kulstof 14-analyse af to små korn, man har fundet, lykkedes at datere det hus, som ovnen lå i, til engang i 1300-tallet. Huset blev revet ned igen engang i løbet af 1700-tallet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned