Nyt initiativ for Lolland-Falsters natur

Foto: Jan Knudsen

Et nyt samarbejde mellem Lolland og Guldborgsund kommune, kaldet Naturlandet Lolland-Falster, skal sætte fokus på områdets mange naturoplevelser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Man kan nyde naturen på Lolland-Falster på mange måder. Fra hesteryg, i kajak, til fods eller på cykel. Mulighederne er uendelige.

Generelt har Lolland-Falster rigtig mange tilbud til friluftsfolket og det vil et nyt kommunalt projekt nu tage hånd om.

Projektet hedder Naturlandet Lolland-Falster og er et samarbejde mellem Lolland og Guldborgsund kommune.

Målet med det fireårige projekt er at skabe et fælles brand for Lolland-Falster, som én samlet natur- og oplevelsesdestination, der opfordrer til et aktivt friluftsliv. Det skriver Lolland kommune i en pressemeddelelse.

Projektet kommer som nævnt til at foregå de næste fire år til og med 2019 og har hentet 18 millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden.

Der vil især blive sat fokus på kajakroning, ridning, cykling og vandring, men også etablering af informationspunkter, forbedring af udsigtsfaciliteter og pladser med primitiv overnatning er blandt planerne.

Projektet skydes i gang i dag, den 28. april, hvor en række lokale natur- og brugerråd er inviteret til opstartsmøde på Engestofte Gods.