Navnet på byskiltet får måske snart sit eget postnummer. Udvalgsformand og erhvervsfolk i byen er i hvert fald fortrøstningsfulde. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Tro på eget postnummer efter politisk opbakning.
Klaus Præst JaquéKlausPræst Jaqué
OffentliggjortSidst opdateret
MARIELYST Et længevarende og stort ønske er et stort skridt tættere på opfyldelse for handelsdrivende og lokalpatrioter i feriebyen. For mandag eftermiddag blev der stemt for politisk opbakning til en ansøgning om eget postnummer til byen.
Postnummeret 4873, som lige nu dækker Marielyst, hedder nemlig Væggerløse. Det har en arbejdsgruppe længe kæmpet for at få ændret. Med beslutningen i Guldborgsund Kommunes teknik, miljø og ejendomsudvalg kan en ansøgning sendes til PostNord.
- De argumenter, som arbejdsgruppen bag postnummerændringen har fremlagt, er vi enige i. Det handler blandt andet om, at et selvstændigt postnummer vil styrke områdets identitet og bakke op om resort-tanken. Det vil også give mindre forvirring for de udenlandske turister, at der ikke står Væggerløse på deres bookingbekræftelse, når de lejer et sommerhus, siger udvalgsformand Peter Bring-Larsen (G).
Udvalgsformanden tror på en positiv behandling hos PostNord.
- PostNord lægger vægt på en meget stor lokalopbakning. Det har ansøgningerne flere steder faldet på, blandt andet på Islands Brygge. Men der er meget stor opbakning i lokalområdet til ændringen, det har arbejdsgruppen lagt et stort arbejde i at sikre og dokumentere. Derudover er det vigtigt med den politiske opbakning. Og den giver vi nu. Så nu sender vi en ansøgning til PostNord, og så håber vi alle, at det vil gå igennem, siger Peter Bring-Larsen.
Annonce
Den lokale ejendomsmægler Peter Askholm ser frem til, at Marielyst får eget postnummer. Det er vigtigt for brandingen, mener han. Foto: Anders Knudsen / ArkivAnders Knudsen / Arkiv
Brandingværdi
I Marielyst er der stor glæde hos flere af de erhvervsdrivende. Eget postnummer i den populære ferieby giver nemlig ekstra brandingværdi.
- At få vores eget postnummer kommer til at få helt enorm betydning. Det kommer helt sikkert til at trække flere folk herned, fortæller ejendomsmægler Peter Askholm.
Han har selv helt konkret oplevet konsekvensen ved, at Marielyst rent praktisk er en del af Væggerløse.
- Jeg har haft folk, som kigger på sommerhuse hernede, og så tænker de "hvorfor købe sommerhuse i Væggerløse". Folk kender meget mere til byer som Gilleleje og Skagen, så vi har også brug for vores eget navn og postnummer, fortæller Peter Askholm.
Også formanden for Marielyst Grundejerforening, Flemming Mikkelsen, er meget tilfreds.
- Det skaber en stærkere profil for byen. Der er folk, som har arbejdet på det her i mange år, og det er en cadeau til alle dem, som har kæmpet for det, siger han.
Han erkender også, at for nogle kan et postnummer være en lille ting, men for markedsføringen af byen er det helt uundværligt.
- Jeg bruger ikke selv postnumre så meget, da jeg ikke sender så mange breve længere, griner han og fortsætter:
- Så den praktiske betydning er måske ikke så stor, men for Marielyst er det samlende og en rigtig god ting, som jeg hilser meget velkommen, siger Flemming Jensen.
Annonce
Hvis PostNord godkender ændringen, så kommer 6.807 adresser til at få nyt postnummer. 87 procent af de adresser er sommerhuse.
- Selv om arbejdsgruppen og vi fra politisk side har gjort, hvad vi kunne, så er det ingen garanti for, at Marielyst har sit eget postnummer, når sagsbehandlingstiden er slut. Men vi opfylder de krav, som PostNord tidligere har nævnt i deres sagsbehandling af lignende ønsker andre steder i landet, så jeg håber bestemt på, at PostNord giver os gode nyheder, når de har behandlet ansøgningen, siger Peter Bring-Larsen.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker