Opdager brud på datasikkerhed: Følsomme oplysninger lå frit tilgængelige

Arkivgrafik: Region Sjælland

Region Sjælland har opdaget et brud på persondatasikkerheden i regionen.

Offentliggjort Sidst opdateret

En række filer med personfølsomme oplysninger er blevet fundet liggende i åbne mapper på et af Regions Sjællands fællesdrev, som alle medarbejdere kan tilgå. Det oplyser regionen onsdag på sin hjemmeside.

De ældste oplysninger er lagt på fællesdrevet i 2010 og stammer formentlig helt tilbage fra 1998. Der er blandt andet tale om billedfiler med klinisk relevans for patientbehandlingen samt mapper, filer og dokumenter, der muligvis indeholder følsomme personoplysninger, skriver regionen.

En del af filerne stammer ifølge Region Sjælland fra en gammel praksis, hvor systemunderstøttelsen af klinikken ikke havde samme kvalitet som i dag. Derfor er billederne ved en fejl lagt på et fællesdrev.

- Selvom fællesdrev er tilgængelige for regionens medarbejdere er der dog ikke noget, der tyder på, at medarbejdere har tilgået filer med personoplysninger, som er uvedkommende for deres arbejde, skriver regionen videre.

Men da man heller ikke kan dokumentere, at det ikke er sket, har regionen for en sikkerheds skyld valgt at anmelde sagen til Datatilsynet.

Region Sjælland oplyser, at hvis man som borger er bekymret for, om man er ramt af databruddet og har spørgsmål i den forbindelse, kan man kontakte regionens databeskyttelsesrådgiver på mail dpo-funktion@regionsjaelland.dk.