Oplev en krokodille-sensation, skattejagt og tøndeslagning i vinterferien

I vinterferien kan man se de nye krokodilleunger. Krokodillen på billedet er dog ikke en af dem. Foto: Ingrid Riis

Tag på spændende oplevelsesture i denne uge.

Offentliggjort Sidst opdateret

I denne uge er det skolernes vinterferie, og i den forbindelse har Folketidende kontaktet nogle af de lokale turistattraktioner for at høre nærmere om deres forventninger.

I Krokodille Zoo i Eskilstrup kan man opleve en vaskeægte sensation, når de i denne uge viser 16 nye krokodilleunger frem.

Der er tale om filippinske krokodiller, som for første gang er blevet klækket ud i fangenskab. Det fortæller ejer af Krokodille Zoo, Rene Hedegaard.

Hvis man vil opleve de små krokodiller, skal man være hurtig, for det er kun i vinterferien, at man kan se de små væsener. Derudover kan man se krokodillerne blive fodret, hver dag mellem klokken 11 og 14.30.

Krokodille Zoo håber på op til 2.500 besøgende i vinterferien, hvor der i gennemsnit kommer 200 gæster på en normal uge.

Der er også mulighed for at besøge Guldborgsund Zoo & Botanisk Have. Her er det muligt at tage på skattejagt og deltage i en tegnekonkurrence.

Derudover kan børnene lave deres egne fastelavnsmasker i anledningen af fastelavn næste weekend.

John Steno, der er leder af Guldborgsund Zoo & Botanisk Have, håber på mange besøgende, og det meddeles, at der er mange, der har lagt vejen forbi i dag, hvilket tilskrives det gode vejr.

Haven har også netop genåbnet deres legeplads, hvilket de er meget stolte af.

Lalandia i Rødby melder ud, at der er godt fyldt op i badelandet, men at der dog ikke er udsolgt endnu.

Her vil der også være mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter, såsom at slå katten af tønden. Der vil efterfølgende blive kåret kattekonger- og dronninger.