Overbelægning på sygehus skal ned
Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Overbelægning på de medicinske afdelinger på Nykøbing Sygehus er et problem, og det skal løses.
Det erkender vicedirektør Lisbeth Lumby Rasmussen, som oplyser, at sygehusets gennemsnitlige belægning på alle afdelinger i 2012 og begyndelsen af 2013 lå på 102 procent.
Der lå altså hvert døgn i gennemsnit 102 patienter i 100 senge.
Gennemsnitstallet siger dog ikke meget, da afdelingernes størrelse og belastning varierer meget. På akutafdelingen er belægningsprocenten for eksempel helt oppe på 150 procent.
- Men sådan skal det jo helst være, for på akutafdelingen ligger patienterne i kort tid, inden de kommer videre til andre afdelinger. Så det er helt naturligt, at der ligger flere patienter i sengene inden for det samme døgn der, forklarer Lisbeth Lumby Rasmussen.
Hun ser mere alvorligt på belægningsprocenten på 105 på de medicinske afdelinger.
- Det er ikke acceptabelt for hverken patienter eller personale, slår Lisbeth Lumby Rasmussen fast.
Kritikken af overbelægningen blev for nylig også rejst i en rapport om Nykøbing Sygehus fra KORA - Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.
Rapporten konkluderer, at der slet og ret er for mange patienter, der indlægges på Nykøbing Sygehus.
Derfor er sygehusledelsen nu i gang med at analysere, hvilke patienter, der aldrig skulle have været indlagte.
- Vi er i gang med at undersøge 500 indlæggelser, for at vurdere, hvilke patienter, der i stedet skulle have været behandlet for eksempel ambulant, hjemme eller hos egen læge. Det er ikke altid nødvendigt med en seng på sygehuset, mener Lisbeth Lumby Rasmussen.
Analysearbejdet af de 500 indlæggelser er netop afsluttet, og der ligger ifølge vicedirektøren et resultat klar om cirka en måned.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde