På jagt efter nye græsgange

Jens Stryger Larsen ser sig om efter en ny klub for at bevare chancen for at komme med til VM-slutrunden i Qatar. Arkivfoto: Henning Bagger

Den 31-årige lollik har været lagt på is i sin italienske klub Udinese i tre kvart år.

Offentliggjort Sidst opdateret

HELSINGØR: Sakskøbing-drengen Jens Stryger Larsen har ikke spillet fodbold siden oktober i fjor, hvor han pludselig blev degraderet fra truppen i Serie A-klubben Udinese. Angiveligt fordi det ikke behagede italienerne, at den danske landsholdsspiller ikke ville forlænge den kontrakt, der udløber ved udgangen af denne måned.

- Men, jeg var open minded og klar til at tale. Jeg havde ingen periode, hvor jeg sagde, at jeg ikke ville snakke forhandlinger mere eller noget som helst. Det var udelukkende deres beslutning, siger Jens Stryger Larsen i et interview med bold.dk.

- Jeg stod klar til at skulle spille en kamp, og da vi var af sted på hotellet et par timer før, fik jeg at vide, at jeg var ikke en del af truppen til den kamp.

Og sådan blev det - efter 11 kampe i Serie A - resten af sæsonen.

Den manglende kampform betød også, at Jens Stryger Larsen - med 47 A-landskampe - blev droppet af landstræneren resten af efteråret i VM-kvalifikationen og forårets testkampe.

Men nu er han tilbage i landsholdstruppen til de forestående fire kampe i Nations League.

Udtagelsen tyder på, at Kasper Hjulmand stadig har fidus til backen med henblik på VM-slutrunden sidst på året. Men hvis det skal blive en realitet, skal Jens Stryger Larsen finde en ny klub, hvor han kan få fast spilletid.

- Det er selvfølgelig en af de vigtige beslutninger, men der er mange andre hensyn at tage i forhold til både familie, økonomi, længde på en kontrakt og alle de ting, siger Jens Stryger Larsen.

- Jeg håber og tror på, at jeg kommer til at tage et step op. Min ambition er, at jeg gerne vil prøve at spille, hvor det er rigtig sjovt at være med. Det er ikke, fordi vi i Udinese har spillet tæt på Europa. Jeg har klart en ambition at prøve noget, hvor det bliver rigtig sjovt, understreger Stryger over for hjemmesiden.