På vej til normal drift på sygehusene

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Patienter, som venter indkaldelse fra Region Sjællands sygehuse, loves svar inden 1. juli.

Offentliggjort Sidst opdateret

Siden midten af marts har alle landets sygehuse skåret ned på planlagte undersøgelser og operationer for at være i beredskab til coronasmittede.

I Region Sjælland har det betydet, at cirka 4.000 operationer og 40.000 aftaler er blevet udskudt. Den pukkel vil sygehusene nu begynde at indhente, siger regionsformand Heino Knudsen (S).

- Vi er allerede gået i gang med at indkalde patienter igen. Nogle har fået besked, andre får det hurtigst muligt og senest 1. juli. Vi har stadig på regionens sygehuse et coronaberedskab, som også skal passes sammen med de indlagte covid-19 patienter, hvor der i øjeblikket er knap 35 indlagte på regionens sygehuse, siger Heino Knudsen.

Der er under coronatiden blevet behandlet og udredt akutpatienter som for eksempel patienter med hjertekarsygdomme og kræft. Mens operationer som for eksempel udskiftning af hofte og knæoperationer er blevet udskudt.

- De patienter, som kommer først til nu, bliver udvalgt efter en lægelig vurdering med afsæt i, hvem der har størst behov, siger Heino Knudsen.
Regionen har også igen mulighed for at henvise patienter til de private sygehuse.

Konkret skal private sygehuse og klinikker hjælpe de offentlige sygehuse med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens plan for den gradvise øgede aktivitet i sundhedsvæsenet. Regionerne skal anvende kapaciteten på privathospitalerne, så aktiviteterne svarer til niveauet, før coronakrisen ramte. Sådan var meldingen fra regeringen tirsdag.

- Vi har en aftale med Aleris-Hamlet, som vi kan henvise til i forbindelse med behandlingsgarantien. Og det vil nu komme op på samme niveau som før nedlukningen, siger Heino Knudsen.

Aleris-Hamlet fortager blandt andet behandlinger inden for kardiologi, mavetarm kirurgi og hånd- og rygkirurgi for Region Sjælland.

- I forbindelse med omlægningen af mange funktioner på sygehusene har vi trukket ekstra meget på personalet, og det har knoklet hårdt. Derfor har vi i vores genåbningsplan også bestræbt os på, at personalet kan komme til at afvikle sommerferie som planlagt.

- Vi skal jo passe på, at personalet ikke bukker under for arbejdspresset, siger regionsformanden.

I forbindelse med de ekstra belastninger på sygehusene i forbindelse med tiltagene omkring de mange covis-19 smittede og de mange test, som skulle og stadig skal tages, blev der oprettet en jobbank.

- Der er i øjeblikket cirka 300 personer fra regionens jobbank, som er i arbejde i vores sundhedsvæsen. Og dem holder vi foreløbig fast i, så ferier kan afvikles og både puklen af udskudte behandlinger og opgaverne omkring covid-19 patienter kan fungere, siger Heino Knudsen.

For eksempel er det de samme anæstesisygeplejersker, som deltager i de mange covid-19 test og arbejder med narkose i forbindelse med operationer.

Regionsformanden sammenligner presset på sygehusene med det billede, at da coronatiden satte ind, troede man, at der skulle løbes en hurtig 100 meter. Men det nu har udviklet sig til et maraton.

- Det er vigtigt at italesætte, hvor presset vores personale har været. Og hvor stor en indsats det har krævet - og vil kræve fremover, slutter Heino Knudsen