Pæle skal forstærke grunden under pylon

Foto: Vejdirektoratet, arkivgrafik

I forbindelse med byggeriet af den nye Storstrømsbro er man nu i gang med lidt af et pælearbejde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når den nye Storstrømsbro mellem Falster og Masnedø om få år står færdig, vil vartegnet blive en pylon, der rager hele 102 meter op over havoverfladen. Men før pylonen kan komme op, er man nødt til at gå dybt.

For selvom jordbundsforholdene under den kommende bro generelt er gode, så er der enkelte steder, hvor man er nødt til at forstærke undergrunden. Det er under tre af bropillerne og under pylonen.

Og til arbejdet med sidstnævnte har man siden september været i gang med at hamre ikke færre end 154 stålpæle på hver 14 meters længde og 60 centimeter i diameter ned i undergrunden, oplyser Vejdirektoratet, som er bygherre på projektet, i et opslag på deres hjemmeside.

Efterhånden som stålpælene hamres ned, fyldes de med materiale fra havbunden og forsynes til sidst med en stålhætte.

Pælene hviler på et 50 centimeter tykt lag af sten, og når de er hamret på plads, forøges sten-laget med yderligere 80 centimeter.

De mange pæle bliver ikke forbundet fysisk med pylonens fundament. Der placeres et afretningslag mellem pælene og fundamentet. Pælenes funktion er altså ikke at bære selve fundamentet, men at forstærke havbunden under pylonen.

Bundpladen til fundamentet blev i øvrigt støbt færdig i efteråret, har Folketidende tidligere kunnet berette om.

Den nye Storstrømsbro skal efter planen være klar til biltrafik i 2023 og til jernbanetrafik året efter. Prisen, inklusive nedrivning af den gamle Storstrømsbro, ventes at blive omkring 4,1 milliarder kroner.
Det er det italienske joint venture SBJV, der står for byggeriet, som Vejdirektoratet altså er bygherre på.