Påsat brand i gammel skole

Mandagen aften udbrød der brand på en forladt skole. Foto: Lars Dalsig

En brand på en gammel, forladt skole på Lolland skabte kraftig røgudvikling mandag aften. Politiet fortæller, at branden er påsat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag aften omkring klokken 17.45 blev brandfolkene fra Lolland-Falster Brandvæsen kaldt ud til landsbyen Errindlev på Lolland.

Her var der udbrudt brand på byens gamle skole, der har været lukket i årevis.

- Vi møder kraftig røgudvikling fra skolens første sal, siger indsatsleder Patrick Nielsen og fortsætter:

- Vi havde lidt udfordringer med at lokalisere ilden, eftersom der ikke er så mange døre, der er intakte i bygningen. Derfor var der røg over det hele, forklarer indsatslederen.

Ild i sofa og køleskab

Det lykkedes dog at finde frem til branden efter lidt tid.

- Vi har lokaliseret, at der var gået ild i noget gammelt inventar. Vi har slukket branden og er ved at pakke sammen nu, fortæller indsatslederen kort før klokken 19.

Vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Bo Georg Jensen, fortæller, at der er tale om en påsat brand.

- Nogen har sat ild til en sofa og et køleskab. Man kan rende ind, som man vil, og så er der åbenbart nogen, der har syntes, det var sjovt at sætte ild til. Vi skriver sagen som "forsætlig brandstiftelse", siger vagtchefen.

14 brandfolk deltog i aktionen, der varede på den anden side af en time.

Errindlev Skole lukkede for mange år siden. Foto: Lars Dalsig