Påskekællinger, skeletter og raketter: Sådan fejres påske i udlandet

Ortodokse kristne bærer her et ikon, som forestiller jomfru Maria som del af en påskeparade i Bulgarien. I mange ortodokse kredse er landsbyoptog en vigtig del af påskefejringen, fortæller religionshistoriker. (Arkivfoto).

Påsken fejres på vidt forskellige måder verden over - her er nogle af de mere interessante

Offentliggjort Sidst opdateret

I Danmark er påsken noget med familiefrokoster, gækkebreve, chokoladeharer og æggejagt med familien.

I udlandet er traditioner og ritualer helt anderledes. Men ligesom herhjemme er mange folkelige og religiøse ritualer smeltet sammen og er blevet til nye traditioner.

Her er nogle af de mest opsigtsvækkende måder at fejre påske i udlandet.

1) Skeletterne danser i Spanien.

Hvis du er i Spanien omkring påske, er der stor sandsynlighed for, at du møder et kulørt optog.

I katolske lande spiller processioner med sang, dans, skuespil og udklædning nemlig ofte en rolle i påskefejringen, forklarer Niels Reeh, der er religionshistoriker ved Syddansk Universitet.

- Jeg har selv været i en lille bjerglandsby i Catalonien, hvor Jesu lidelseshistorie og korsfæstelse gennemspilles i løbet af sådan et optog. Med dødedans, folk udklædt som skeletter, jomfru Maria og romerske soldater, siger han.

2) Påskeheksene flyver i Sverige.

I Sverige og visse dele af Finland kan du risikere at støde på en "påskeheks" eller en "påskekælling".

I gammel svensk folketro lyder det nemlig, at heksene skærtorsdag flyver til gæstebud hos djævelen for at vende tilbage påskedag.

Den folkelige tradition er siden gledet over i, at svenske og finske børn klæder sig ud som påskehekse og påskemænd og går fra dør til dør.

Nogle steder rasler man og får penge og snolder, ligesom danske børn gør til fastelavn. Andre steder efterlader påskeheksene pilekviste eller påskebreve.

I det hele taget er det udbredt, at religion og overtro smelter sammen, og at det ofte handler om at fordrive noget ondt eller kættersk, forklarer Niels Reeh.

- I Sverige er det i dette tilfælde heksen, mens man i Danmark eksempelvis kan nævne julebukken som noget, der engang blev betragtet som ondt, djævelsk og kættersk - men i dag også bare er almindelig julepynt, siger han.

3) Påske med brag og raketter.

Hvis du er i Italien til påske - nærmere bestemt Firenze - er det ikke hekse, men løbske raketter, du skal vare dig for.

Her markerer man nemlig påsken med den folkelige tradition "Scoppio del Carro", som betyder sprængningen af vognen.

Den fyrværkeripakkede metalvogn skal efter sigende bringe held til bønderne, byen og den kommende høst.

Og på den måde er ritualet beslægtet med andre landes påskeritualer, hvor eksempelvis præsten velsigner høsten eller en kurv med påskeæg, som skal symbolisere frugtbarhed.

4) Store påskefester i Østeuropa.

En af de store forskelle på, hvordan vi fejrer påsken herhjemme og i udlandet, er forskellen på, hvem vi inviterer ind i festen.

Protestantiske kristne tillægger den nære og indre tro størst betydning. Derfor holder man typisk påskefest med familien, nævner Niels Reeh.

Ortodokse kristne tillægger derimod kirken større betydning.

- Derfor ser man de her ritualer, hvor kirken i form af et crucifix bæres ud i lokalsamfundet, og hvor den enkelte med sin deltagelse i optoget viser, at de bakker op om kirken, siger Niels Reeh.

Derfor vil man i mange ortodokse lande - eksempelvis Bulgarien - se, at man lokalt i landsbyer eller bydele går sammen om parader eller store festmiddage i påsken.

Den slags landsbyoptog vil man typisk ikke se i protestantiske lande som Danmark, hvor det i højere grad er den enkeltes tro, der er afgørende.

/ritzau fokus/