Pendlere: Giv os nogle varme tæpper
Arkivfoto Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Pendlerne på Sydbanen lider ikke bare under for få togvogne, de fryser også.
DSB har endnu ikke formået at leve op til deres store satsning med en total omlægning af køreplanen i forbindelse med køreplanskifte i december og dermed to tog i timen på Sydbanen hver vej.
Først til marts lover DSB, at samtlige annoncerede afgange i køreplanen kommer til at køre.
Generelt har DSB et problem med at skaffe tilstrækkeligt med materiel til at køre på Sydbanen, siger den lokale pendlertalsmand Conny Hansen.
- Dagligt oplever vi, at der ikke er tilstrækkeligt med togvogne. Foruden at vi på de fleste afgange skal køre med ukomfortable dobbeltdækkervogne, hvor vi ikke kan bruge telefon og internet, er vognene meget ofte meget kolde. DSB burde have en service, som man ser hos flyselskaberne, hvor man kan låne en pude og et tæppe.
Hun håber, at der er lys forude.
- Pendlertalsmændene var i sidste uge til møde med DSBs køreplanchef, hvor vi kunne forstå, at DSB vil forsøge at skabe en bedre information til pendlerne om forsinkede tog med mere. Ligesom der arbejdes på, at rejseplanen kommer til at få et modul, hvor man kan se alternative ruter, hvis et tog er aflyst eller en strækning spærret.
Conny Hansen synes, at DSB i øjeblikket forsøger at få en bedre dialog med pendlerne. For eksempel er der allerede nu meldt ud fra DSB, at man gerne modtager ønsker for K17 (Køreplanen for 2017).
Den lokale pendlertalsmand forsøger at få flere lokale pendlere i tale, for at høre om deres udfordringer med DSB.
- Foruden nogle af os mødes i tog eller på stationerne, så har vi et fælles forum på Facebook, lf-pendler, hvor jeg håber flere vil melde ind om forsinkelser, ønsker til køreplan og så videre.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker