Mads Damgaard og Tea Skailand i deres hus i Nørre Ørslev. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Mads Damgaard og Tea Skailand flyttede til Falster for at drive en café. Nu er to blevet til tre.
Denny Michael JakobsenDennyMichael Jakobsen
OffentliggjortSidst opdateret
FALSTER 27-årige Mads Damgaard er født og opvokset på Nørrebro i København. Da han blev tilbudt at drive Cafe Pitstop i Idestrup, flyttede han i 2018 sammen med sin kæreste, 34-årige Tea Skailand, i hus ved Nørre Ørslev på Falster. Og den beslutning har de ikke fortrudt.
- Der er en fantastisk ro og plads hernede. I København følte jeg ikke, der var plads til de ting, jeg gerne ville. Jeg vil gerne drive virksomhed, men med de penge, der skulle til, i København, var det for dyrt. Her er der mere plads til at drømme stort. Hvis man har ambition og drivkraft, så kan man komme langt hernede, siger Mads Damgaard.
En af fordelene ved at flytte til Falster er, at parret slipper for de høje boligpriser i København.
- Her kan vi bo billigere, end vi kunne bo til leje for noget sted i København, siger Tea Skailand.
- Jeg vil gerne have frihed til at rejse ud i verden. Det er svært, hvis man skal betale 16.000 kr. for en lejlighed i København, tilføjer Mads Damgaard.
Annonce
Hans venner holdt en afskedsfest for ham, inden han skulle flytte til Falster.
- De troede, at jeg vendte tilbage igen, men jeg trives så godt i det, vi er ved at bygge op her, fortæller Mads Damgaard.
Den 9. november blev de forældre for første gang, da sønnen Charlie kom til verden. Og reaktionerne fra lokalsamfundet har overvældet parret.
- Vi skrev på caféens Facebook-side, at Charlie var blevet født, og det opslag har fået mere opmærksomhed og kærlighed, end noget andet vi har lagt op. Gennem caféen kender vi en masse mennesker, og der er nogle, som har strikket tøj til Charlie. Der er en helt anden personlighed hernede, som man ikke ser i København, fortæller Mads Damgaard.
Parret er sluppet for de høje boligpriser i København. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Har det hele tæt på
Parret var ikke ukendt med Lolland-Falster, inden de flyttede, da Mads Damgaards familie på faderens side stammer fra Falster, og Tea er opvokset i Nakskov. De kan klart anbefale andre at flytte til området.
- Men det er som om, der er en mental barriere for mange i forhold til at tage herned, så vi tager tit til København i stedet nu, hvor vi har fået bil, siger Mads Damgaard.
- Men jeg elsker at bo her. Vi har verdens bedste hus med den bedste udsigt. Vi har alle de ting, vi har brug for. Og København er alligevel tæt på, vi kan køre derind på halvanden time, og hvis vi har brug for at sove der, kan vi sove hos min mor eller på hotel. Så vi har alt, hvad vi skal bruge tæt på, siger Mads Damgaard.
Tea Skailand kan godt lide naturen og fællesskabet i området.
- Jeg kan bedst lide at være tæt på naturen og roen. Der er ingen naboer, vi skal tage hensyn til. Jeg har nogle gange følelsen af at være i sommerhus. Samtidig er fællesskabet ikke langt væk med de mennesker, vi kender, blandt andet gennem caféen, siger Tea Skailand.
Annonce
Hun hjælper til i caféen i det omfang, hun har tid. Hun er uddannet cand.pæd. i pædagogisk psykologi og arbejder på Center for Trivsel og Udvikling i Nakskov, som er et behandlingstilbud for unge fra familier med misbrugsproblemer.
Mads Damgaard og Tea Skailand flyttede til Falster for at drive Café Pitstop i Idestrup. Nu er to blevet til tre. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Gode råvarer
Inden Mads Damgaard kom til Café Pitstop, har han rejst rundt i Sydamerika, USA og Australien, hvor han blandt andet arbejdede på hostels og restaurationer. Han har også bestyret to stande hos Copenhagen Street Food på Refshaleøen.
I Café Pitstop har han fokus på at bruge kvalitetsfødevarer.
- Kærligheden til håndværket betyder meget for mig. Vi laver mad af gode råvarer. Vi kunne godt lave en burger til den halve pris uden kød fra lokale leverandører, men vi vil ikke gå på kompromis med de gode råvarer, fortæller Mads Damgaard.
Café Pitstop, som ligger i nyrestaurerede lokaler i den gamle ungdomsskole, har haft ualmindeligt travlt under coronaen.
- Vi har haft en strålende sommer under coronaen. Der har været mange turister. Vi har været nødt til at lukke ned for takeaway i perioder, fordi vi havde så travlt, siger Mads Damgaard.
Lige nu holde Café Pitstop dog lukket, mens parret nyder barslen. De forventer, at Café Pitstop åbner igen i slutningen af januar eller i februar.