Politiet er klar til de 17-åriges indtog

Fra 1. januar 2017 er en treårig forsøgsordning trådt i kraft, der gør det muligt for unge at tage kørekort allerede som 17-årige. Foto: Free/Colourbox

En ny lov, der giver 17-årige ret til at tage kørekort, trådte i kraft ved årsskiftet. Hos politiets færdseslafdelin i Vordingborg er de klar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Siden nytår har det været muligt for 17-årige at tage kørekort i Danmark.

Det har givet en del spekulationer om, hvorvidt den nye gruppe af køreelever vil forværre en allerede presset situation ude på køreskolerne, der kæmper om køreprøvetider til deres elever.

Hos færdselsafdelingen i Vordingborg, der varetager køreprøver på Lolland og Falster, har de endnu ikke haft 17-årige til køreprøve.

De forventer at se de første inden for 14 dage til en måned, når de køreelever, der startede til teoriundervisning i januar, hvor den nye ordning trådte i kraft, er klar til at gå til prøve.

De har dog en klar forventning om, med kig til lande som Holland og Tyskland, hvor 17-årige har kunnet tage kørekort i en årrække nu, at der vil komme en øget tilstrømning i løbet af det første år.

- Det er for tidligt at sige noget præcist om, hvad situationen bliver lokalt endnu, men erfaringerne fra Tyskland og Holland siger, at der vil komme en stigning på cirka 1/3 inden for det første års tid... Derefter forventer vi, at tallet vil falde til normalniveau igen, lyder det fra Erik Mather, der er leder af færdselsafdelingen i Vordingborg.

For at forberede sig bedst muligt på det stigende behov for køreprøver, har de hos færdselsafdelingen valgt at ansætte seks nye civile køresagkyndige, så de nu er oppe på 29 i alt.

- Vi regner med, at det antal, vi har nu, vil kunne klare opgaven, da der er tale om 29 køresagkyndige, hvoraf 13 er ansat på fuld tid. Men skulle det knibe, så har vi politiuddannede køresagkyndige, der kan gå ind og hjælpe i den periode, hvor vi forventer, at presset vil være størst, siger Erik Mather.

Hos Eglund køreskole i Nykøbing er det også for tidligt at sige noget om det reale omfang. Men Morgen Eglund Grynfeld kan fortælle, at der på det hold, han underviser i øjeblikket er 17 ud af 19 elever, der er 17 år.

Så noget tyder på, at det er en årgang, der vil fylde på køreskolerne i den kommende tid.