Politiet kaldt til skyderi - det var en larmende bil

Det var en udstødning eller en lydpotte, der fik folk til at tro, der var blevet skudt i Maribo. ARKIVFOTO Foto: Thomas Borberg

Politiet rykkede ud i stort tal onsdag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Onsdag aften slog beboere ved Skelstrupvej alarm til politet, da de hørte høje skud. Det viste sig dog, at der ikke havde været nogen våben eller projektiler indblandet.

Politiet rykkede nemlig talstærkt ud, og på baggrund af vidnernes forklaringer lykkedes det at opklare sagen.

- Vi har fundet frem til ejeren af en bil, der har kørt den beskrevne rute, og som har en udstødning, der afgiver lyde, der lyder som skud, siger Lars Denholt, der er vagthavende ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Han tilføjer, at bilejerens forklaring om, hvor han havde kørt, og hvor bilen havde larmet, stemte overens med vidnernes forklaring. Og at politiet derfor betragter sagen som opklaret.