- Politik er skidehårdt

Lokale folketingsmedlemmer, som her Kasper Roug, forstår godt Nick Hækkerups valg. Arkivfoto: Ingrid Riis

Lokalt valgte socialdemokrater er ikke bekymrede for ministerrokade - og forstår godt Nick Hækkerups valg.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER: Noget overraskende meddelte nu forhenværende justitsminister Nick Hækkerup i weekenden, at han forlader politik. Det betød, at statsminister Mette Frederiksen (S) blev tvunget ud i endnu en ministerrokade.

Mattias Tesfaye (S) rykkede fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til Justitsministeriet. Kaare Dybvad Bek (S) rykkede fra Indenrigs- og Boligministeriet til Udlændinge- og Integrationsministeriet, og Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen blev ny indenrigs- og boligminister.

Hos de to lokalvalgte socialdemokratiske folketingsmedlemmer Lennart Damsbo-Andersen og Kasper Roug er der ingen bekymring over rokaden.

- En ministerrokade er ikke odiøst i sig selv, siger Kasper Roug. Det er naturligvis rarest, når der ikke er behov for rokader, men det er i bund og grund blot en tilpasning af arbejdet i regeringen.

En ministerrokade er ikke odiøst i sig selv.

Socialdemokratis folketingsmedlem Kasper Roug

- Mandagens rokade er jeg heller ikke bekymret for, siger Lennart Damsbo-Andersen.

- Det er gode folk alle tre, som nu træder ind på nye ministerområder. Det er et fornuftigt valg af Mette Frederiksen. Og så følger rokaderne den tradition, at for et medlem af Socialdemokratiet, som har den politiske ordførerpost, er næste skridt en ministerpost, siger Lennart Damsbo-Andersen.

Forstår godt Hækkerups valg

Til spørgsmålet, om ikke det bliver et stort savn, når Nick Hækkerup forlader politik, er både Lennart Damsbo-Andersen og Kasper Roug enige om, at ingen er uundværlige.

- Det er også et bevis på, at politik er skide hårdt. Selv de dygtigste i regeringen kan blive slidt ned, siger Kasper Roug.

Lennart Damsbo-Andersen har selv for nyligt meddelt, at han ikke opstiller ved næste folketingsvalg. Og han kan udmærket forstå Nick Hækkerup.

- Jeg har jo også besluttet, at jeg vil nå at prøve noget andet i mit liv, så jeg kan udmærket følge Nick Hækkerups tankegang, siger han.

Mandag udtalte den socialdemokratiske borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen, at ministerrokaden, hvor Kaare Dybvad forlod Indenrigs- og Boligministeriet, ikke var optimal for Lolland, som netop er inde i forhandlinger om en partnerskabsaftale med ministeriet.

Lennart Damsbo-Andersen har selv for nyligt meldt ud, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg, som senest skal afholdes 4. juni næste år. Arkivfoto: Ingrid Riis

Men Kasper Roug mener, at den nye indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen sagtens kan fortsætte de forhandlinger.

- Christian Rabjerg Madsen er selv rundet af provinsen og valgt i Sønderjylland, og han kender godt udfordringerne i landets mindre yderkommuner, siger Kasper Roug.

- Og så bliver nye ministre godt klædt på til deres arbejde af embedsværket i ministerier, så de er klar fra første dag i ministerstolen, siger Kasper Roug.