POLITIKERE BESØGTE DEN STORE SPEJDERLEJR

Martin Boesen og Simon Hansen sammen med en af spejdernes hjemmelavede Dodekalitter. Foto: Jacob Larsen

Dagbog fra Spejdernes Lejr - del 3 - borgmesterbesøg.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER: Så blev det tirsdag - og der kom fint besøg i lejren. Klokken lidt i 10 blev Guldborgsund Kommunes borgmester, Simon Hansen (S), og Lolland Kommunes fritids- kultur- og folkesundhedsudvalgsformand, Martin Boesen (S), vist rundt i lejren.

Efter en grundig rundvisning blev der tid til at besøge de lokale spejdere og få lidt frokost. Simon Hansen spiste hos Engmose gruppe, og Martin Boesen spiste hos Aztekerne.

Under frokosten fik jeg lige mulighed for at tale med dem begge om deres oplevelser.

Spejdernes Lejr 2022

  • Spejdernes Lejr i naturområdet Hedeland Naturpark er med 32.000 deltagende spejdere Danmarks største spejderlejr - og den største lejr for børn og unge i hele Norden.
  • Bag Spejdernes Lejr står Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig, som også står bag Foreningen Spejderne. Spejdernes Lejr 2022 holdes desuden i samarbejde med tre værtskommuner: Høje-Taastrup, Greve og Roskilde.
  • Fra Lolland-Falster deltager omkring 350 spejdere.

Martin Boesen var imponeret over lejrens størrelse, og samtidig var det for ham en tur ned ad mindernes allé.

Martin Boesen var tilbage i 1980'erne selv spejder hos Aztekerne i Holeby. Især vældede glæden frem hos Martin Boesen, når han så alt det liv og de mange bål, der var rundt i lejren.

Simon Hansen og Martin Boesen med kæmpeknuden. Foto: Jacob Larsen

- Det er nærmest som en kopi af min barndom som 10-årig, udtaler Martin Boesen, som synes, det er vigtigt, at vi husker, at hele lejren drives af frivillige, som gør et fantastisk stykke arbejde.

- Lejren er fascinerende og meget større end forventet, siger Martin Boesen.

En vild oplevelse

Borgmester Simon Hansen fortalte, at han havde set hele lejren, og at det var en fantastisk oplevelse. Han havde besøgt Spejdersport og var blevet overrasket over, hvor meget forskelligt spejdergrej der findes.

Simon Hansen har ikke selv været spejder, men kunne sagtens se, hvilke kvaliteter spejderarbejdet har.

- Det er fantastisk, man kan mærke den korpsstemning, der er med de mange uniformer og tørklæder, som er på lejren. Det er eddermame en vild oplevelse det her, sagde Simon Hansen.

Det er eddermame en vild oplevelse det her.

Simon Hansen (S), borgmester i Guldborgsund Kommune

Efter besøget i grupperne skulle de videre til konference med alle de andre borgmestre og udvalgsformænd. Her blev de præsenteret for spejderbevægelsens arbejdsgrundlag og de muligheder, spejderarbejdet giver kommunerne.

Simon Hansen og Martin Boesen i samtale med nogle lokale spejdere fra Engmose gruppe i Sundby L. Foto: Jacob Larsen

Måske vi en dag kan holde Spejdernes Lejr på Lolland-Falster - Simon Hansen var ikke helt afvisende. Simon Hansen nåede også at blive interviewet af Lejrradioen, så han fik lige en ekstra oplevelse.

Vellykket æggemad

Ud over borgmesterbesøg har grupperne også oplevet andre ting. Aztekerne fra Holeby har indtil videre haft en god lejr. De har været på GO'nat-løbet, hvor de skulle lave æggemadder med bind for øjnene. Det blev faktisk en meget vellykket æggemad.

Aztekerne har lavet en TikTok-konto, der i lejren er gået viralt med memes omkring spejdere. De har fået mange følgere og forsøger at promovere spejderne i Holeby.

Aztekerne viser deres populære memes frem, som er blevet et hit i lejren. Foto: Martin Andersen

Aske Huusom Larsen har fået et par sokker fra en ukrainer og har smagt noget ukrainsk bagværk - og sådan får man mange sjove oplevelser som spejder.

Der deltager i alt 45 spejdere og ledere fra Aztekerne, hvis spejdere i øvrigt vurderer lejren til 8,5 på en skala fra 1 til 10. For som de siger, det har jo ikke peaket endnu.

Lejrbål med kagemand

Engmose gruppe fra Sundby L. har også haft en fantastisk lejr indtil videre. For dem står åbningen som noget fantastisk, og det var fedt at se det store spejderfællesskab. Ellers har de hygget sig med forskellige aktiviteter og lejrbål med kagemand, som en forælder havde sendt til dem.

Simon Hansen fik lov at flække brænde på lejren. Foto: Jacob Larsen

Onsdag skulle nogle af Engmoses spejdere hjem, og der kom forældre på besøg for at se lejren og få lidt spejderoplevelser med hjem. De er i gang med mærket Fælles om fremtiden, og de håbede at kunne nå det, inden de skulle hjem.

Borgmesterens besøg havde gjort stort indtryk på spejderne, som synes, at han var sej sådan at komme på besøg.

Der deltager i alt 43 spejdere og ledere fra Engmose gruppe. Nogle af spejderne er dog fra Toreby Gruppe, og derudover er der en skotte og en irer i deres lejr.

Vejret har stabiliseret sig en smule, men det er indtil videre en meget kold lejr.


Martin Andersen er presseansvarlig for spejderne fra Lolland-Falster - og han vil løbende berette om oplevelserne på Spejdernes Lejr.