Prinsesse Marie til lokalt madfolkemøde

Foto: Tariq Mikkel Khan, arkivfoto

OPDATERET 14.49: Når det store Madens Folkemøde løber af stablen på Engestofte Gods fredag og lørdag, bliver der både besøg af skolebørn, en minister og en kongelig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarks første folkemøde for mad, Madens Folkemøde, finder fredag og lørdag sted på Engestofte Gods ved Sakskøbing - og det bliver med kongeligt besøg.

Prinsesse Marie er nemlig blevet inviteret af arrangørerne og har sagt ja til at deltage i et flere timer langt program.

Over 500 aktører indenfor mad- og fødevarebranchen kommer til Lolland for at vise, fortælle og debattere alt om mad.

Det hele begynder fredag klokken 9.30 på debatscenen Amfien med morgensang efter bedste højskoletradition. Derefter bliver der åbnet champagne - med sabel - og der vil være taler af blandt andre bestyrelsesformand for Madens Folkemøde Kasper Fogh, de lokale borgmestre John Brædder (G) fra Guldborgsund Kommune og Holger Schou Rasmussen (S) fra Lolland Kommune samt regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

Flere hundrede lokale skolebørn deltager også i den officielle åbning.

Derefter går det slag i slag med over 150 forskellige arrangementer i løbet af de to dage, folkemødet varer.

Prinsesse Marie ankommer ifølge direktøren for Madens Folkemøde, Pelle Øby Andersen, ved 13-tiden fredag. Besøget ventes at vare hele eftermiddagen, og i de første par timer skal prinsessen sammen med miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) lave mad sammen med lokale børn.

Bagefter får hun sammen med fødevareministeren en guidet rundvisning på hele folkemøde-området, og undervejs gør de holdt hos tre lokale udstillere. Det er frugtavler Laust Spandet Jensen fra Fejø, Joan Thorlin fra Thorlins Spisested og Madhus ved Stokkemarke samt Henrik Ploug fra Østergaard Vinmageri, ligeledes ved Stokkemarke.

Om baggrunden for, at det lykkedes at få kongeligt besøg til madfolkemødet, og at det lige blev prinsesse Marie, prins Joachims hustru, fortæller direktør Pelle Ølby Andersen:

- Vi har selv inviteret hende, og i kongehuset er det lidt emneopdelt mellem de enkelte kongelige. Tidligere var det prins Henrik, der deltog i arrangementer, der handlede om mad, men det har prinsesse Marie overtaget nu.
- For mig er det rigtigt vigtigt, at hun kommer ned og laver nogle ting sammen med børnene. De skal blandt andet lave en "fremtids-tallerken" i samarbejde med Københavns Madhus. Det handler blandt andet om at lave sund og bæredygtig mad, forklarer han.

Prinsessens deltagelse i Madens Folkemøde fremgår også af kongehusets kalender. Her står der, at prinsessen skal åbne folkemødet, men det er altså ikke helt det, der bliver hendes rolle.
De endelige detaljer omkring prinsessens besøg er dog endnu ikke helt på plads.

Arrangementet er åbent for alle. Det koster 50 kroner i indgang, og billetten gælder både lørdag og søndag, oplyser Engestofte Gods' administrerende direktør Mette Egeskov.