Psykiatri-foreninger afviser brug af tvang på bosteder efter drab
For to år siden dræbte en beboer på Saxenhøj to ansatte og sårede en beboer på Saxenhøj i Sakskøbing. Foto: Arkivfoto: Claus Hansen
Arkivfoto: Claus Hansen
Danske Regioners forslag om at etablere en ny type institution til psykisk syge borgere møder dog opbakning.
Tvang er et overgreb og skal derfor kun bruges i alleryderste nødstilfælde.
Sådan siger formanden for Landsforeningen Sind, Knud Kristensen, efter Danske Regioner har foreslået en ny type institution, som skal lægge sig mellem det psykiatriske hospital og et bosted.
Det sker efter, at fem medarbejdere på bosteder er blevet dræbt på fire år, problemer med stofmisbrug og en hverdag præget af vold og trusler på landets socialpsykiatriske bosteder.
Formanden for regionerne, Bent Hansen, siger til Politiken, at der kan være brug for at benytte tvang, og at beboere har brug for en mere "håndfast tilgang".
Knud Kristensen er dybt imod at øge anvendelsen af eksempelvis tvangsmedicinering. Men forslaget er interessant, hvis det udelukkende handler om at flytte brugen af tvang.
- Vi skal ikke gå i panik og begynde at tale om mere tvang, fordi der er gået noget galt.
- Men hvis man kan lave en filial af den psykiatriske afdeling på bostedet, hvor der er medarbejdere på regionspsykiatrien, så kan man lave tvang efter psykiatriloven, siger han.
- På den måde flytter man ikke tvangen ud på botilbuddet, men den psykiatriske afdeling ud på botilbuddene.
Foreningen Bedre Psykiatri er enig i, at der mangler muligheder for borgere, der er for syge til at være på et bosted og for raske til de psykiatriske afdelinger. Alligevel skurrer det alvorligt i generalsekretær Thorstein Theilgaards ører, når Danske Regioner taler om tvang.
Det er smadder ærgerligt, at Dansk Regioner siger, at det handler om at lave steder, hvor man kan bruge tvang. Det er trist og en forkert tilgang. Det handler om de rigtige ressourcer og nok medarbejdere, siger han.
De faglige organisationer for socialrådgiverne, sosu-assistenterne, sygeplejerskerne og socialpædagogerne er gået sammen om et oplæg, der skal mindske volden på bosteder.
Oplægget præsenteres tirsdag for indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) og sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V)
I oplægget, som Avisen.dk har fået indsigt i via FOA, foreslås det blandt andet at styrke samarbejdet mellem kommunerne, der driver de fleste bosteder og regionerne, som står for psykiatrien.
Danske Regioner foreslår en ny type institution, som placerer sig mellem et psykiatrisk hospital og et bosted.
På de nye centre skal det være muligt for personalet at bruge tvang overfor psykisk syge med misbrugsproblemer, siger formand for regionerne Bent Hansen (S).
Et tvangsindgreb kan være:
* Frihedsberøvelse, som dækker over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel.
* Tvangsbehandling, som dækker over tvangsmedicinering, tvangsernæring, el-stimulation og tvangsbehandling af en somatisk (legemlig) lidelse.
* Tvungen opfølgning efter udskrivning.
* Tvangsfiksering.
* Anvendelse af fysisk magt.
* Personlige alarm- og pejlesystemer.
* Beskyttelsesfiksering.
* Aflåsning af patientstuer på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.
* Oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.
* Personlig skærmning og aflåsning af døre i afdelingen, og personlig hygiejne under anvendelse af tvang.
* Derudover kan der ske undersøgelse af post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande med videre.
Kilder: Sundhed.dk
Seneste artikler
- Jeg kunne godt være blevet lidt længere her i Allinge
Her er revyens første numre: - Den lokale badboy kommer hjem
NFC i problemer: Skal redegøre for økonomisk rod
Rullepølsemad blev til kro-familie: På Femø kan alt lade sig gøre
Danske boligejere ser ind i stigende udgifter efter renteløft
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lastbil ramte bro i Maribo
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget