Radio-koncert med 15 navne på én aften

Der er igen lagt op til et fantastisk samarbejde mellem Radio SydhavsØerne og Nykøbing Falster Festuge, når der torsdag d. 2. august er livekoncert med en lang række hitmagere på torvet i Nykøbing.

Samarbejdet begyndte i 2011, da Radio SydhavsØerne havde 25 års fødselsdag, og derfor ville arrangere en koncert for lytterne. Radio SydhavsØerne havde kontakterne i musikbranchen, festugen havde scenen og højttalerne, og derfor var partnerskabet indlysende oplagt. Det blev anslået at ca. 6000 mennesker var forbi torvet dén aften, og fordi koncerten var så overvældende en succes, er det besluttet at gentage den.

Til forskel fra mange andre livekoncerter man kan opleve, er Radio SydhavsØernes koncert delt op i mange små afdelinger, hvor flere kunstnere spiller færre sange. Det giver mulighed for at præsentere rigtig mange af de unge og talentfulde danske kunstnere, der leverer hits på stribe til radioerne i Danmark. 15 kunstnere eller grupper er der faktisk inviteret til aftenen, hvilket giver et vis pres på scenefolkene. Til gengæld vil aftenen blive en lang hitliste med sange som ”Glemmer dig Aldrig” fra Svenstrup & Vendelboe, ”Champion” med Clemens og Jon Nørgaard, ”Against The Odds” med Christopher, ”You & Me” med Electric Lady Lab, ”Brænd Mig Helst” med Clara Sofie, ”Top Swag” med Niklas og mange andre. Faktisk har alle de 15 optrædende haft et eller flere hits på Radio Sydhavsøerne, så der bliver rigeligt at synge med på.

Der er også flere lokale islæt i koncerten. Kopibandet Waterline med lokale rødder, optræder som sidste navn på aftenen, hvilket nok skal give anledning til at brænde de sidste kræfter af. Man kan opleve Noam Halby der er flyttet til SydhavsØerne (og bl.a. optræder som radiovært på Radio SydhavsØerne), og Jimilian er en ung rapper fra Maribo. Medlemmerne i bandet Djämes Braun er oprindeligt fra Errindlev og Bandholm, og så kan man for første gang i landsdelen opleve bandet Noah, med Lasse Dyrholm og Troels Gustavsen, oprindeligt fra henholdsvis Nysted og Sakskøbing.

Læs mere om Radio SydhavsØernes live koncert på facebook eller www.sydhavsradio.dk.

Det er på torvet i Nykøbing d. 2. august fra klokken 18, og der er gratis entré.

Offentliggjort Sidst opdateret