Radiokonkurrence tilbage med stor pulje

Radio SydhavsØernes "Skyd og vind"-konkurrence vender tilbage, når NFC spiller hjemme næste gang.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nykøbing FCs førstehold i 2. division øst har, som mange nok har opdaget, indledt forårssæsonen, og nu er et af de festlige indslag ved klubbens hjemmekampe også krøbet ud af vinterhiet.

Det er Radio SydhavsØernes konkurrence "Skyd og vind", som nu også indleder forårssæsonen. Hver gang NFC spiller hjemme i Enelco Arena i Nykøbing, ligger der nemlig tre gavekort på hver 500 kronr til Kvickly i Nykøbing, som en heldig lytter har mulighed for at vinde.

Kort fortalt går konkurrencen ud på, at den pågældende lytter udstyres med en såkaldt t-shirt-kanon, som lades med tre skud. Og for hvert af de tre skud, der lander i midtercirklen, vinder lytteren et af de førnævnte gavekort.

Hvis man ikke rammer, går gavekortene videre i puljen til den næste hjemmekamp, så man altså i princippet kan vinde mange gavekort, hvis man rammer alle tre gange.

Det er ikke lykkedes for nogen endnu, og derfor er der lagt mindst ét gavekort oven i puljen for hver gang, konkurrencen har kørt i efterårssæsonen. Det betyder, at der er ekstra-gavekort til en samlet værdi af 3.500 kroner i puljen ved næste hjemmekamp - udover de tre, som man altid kan vinde, - og dermed en samlet gavekortpulje på 5.000 kroner.

For at deltage i konkurrencen skal man tilmelde sig ved at sende en sms med teksten: RS

Fredag morgen udtrækkes to lyttere, som skal kæmpe om den endelige plads. Det sker i forbindelse med radioprogrammet D' Om Morgenen. Man skal dog være 15 år for at deltage samt kunne møde op i Enelco Arena på søndag klokken 15, oplyser Radio SydhavsØerne i en pressemeddelelse.