Radiovært mindes Bundesen: Han var lyden af Shu-bi-dua

Shu-bi-dua optrådte ved Falster Open Air i Nykøbing i juni 2008, hvor billedet her stammer fra. Foto: Steen Thornit, arkivfoto

Radiovært Søren Hansen fra Radio SydhavsØerne interviewede netop afdøde Michael Bundesen året før, sangeren blev ramt af to blodpropper i hjernen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er formentlig længe siden, at der sidst er blevet spillet så mange af Shu-bi-duas sange rundt omkring, som tilfældet var i går mandag, da det kom frem, at det legendariske bands forsanger Michael Bundesen var død, 71 år gammel, efter kort tids kræftsygdom.

Minder fra en svunden tid stod pludselig klart i hukommelsen igen hos mange danskere, også radioværten Søren Hansen fra Radio SydhavsØerne.

- Han var lyden af Shu-bi-dua. Det er deres musik, og ikke mindst teksterne - især numrene fra de første plader - jeg primært kommer til at tænke på. Man husker dem, fordi teksterne var så gode og sjove, og når man havde sunget én linje, gav det ofte næsten sig selv, hvad den næste linje var, fordi man kendte stilen.

- Dengang var der jo ikke så mange medier og platforme, så når de udkom med noget nyt, blev der jo dækket et helt vindue i radioforretningen til det, og alle hørte Shu-bi-dua og/eller Gasolin dengang. I radioens barndom spillede vi masser af Shu-bi-dua, mindes Søren Hansen.

- Det var et musikalsk frikvarter, og man nød det bare, tilføjer han.

Mange kendte musikere har gennem tiden været på besøg i Radio SydhavsØernes studie, men ikke Shu-bi-dua. Til gengæld lavede Søren Hansen et telefoninterview med Michael Bundesen i maj 2010 - et år før, at han i 2011 blev ramt af først en og siden endnu en blodprop i hjernen, som satte en stopper for "Bondens" karriere på scenen.

Interviewet blev lavet forud for en koncert i forbindelse med en genudgivelse af bandets første ni albums.

Var på vej med nyt album
Her fortalte Michael Bundesen blandt andet, at Shu-bi-dua var på vej med et nyt album.

- Vi har været i gang nu i et halvt år med at lave nye numre, og vi har faktisk fem numre helt færdige. Og når man har fem numre færdige - når man er os - så ved man godt, at det bliver færdigt. Så vi regner med, at næste forår, omkring et år fra nu, så kommer der en ny plade med Shu-bi-dua, fortalte Michael Bundesen til Søren Hansen i programmet "Opholdet" i maj 2010.

Men et år senere blev Michael Bundesen altså ramt af de to blodpropper, og de omtalte sange er så vidt vides ikke blevet udgivet.

I interviewet fortæller Michael Bundesen også, at Shu-bi-dua stod foran en travl sommer og et travlt med masser af koncerter rundt omkring i landet. Og der var nogle sange, som bare skulle spilles, når bandet var ude at optræde.

- Det er jo sådan, at hvis vi for eksempel ikke spiller "Hvalen Hvalborg", så står der en masse mennesker og brænder inde med en masse kiks, og det synes vi jo er ærgerligt. Og hvis vi ikke slutter med "Fed rock", så får vi klager. Så der er en masse numre, vi sådan set skal spille, når vi er ude at spille - og det gør vi så. Vi spiller jo for folk, sådan er det. Vi spiller jo ikke for os selv, forklarede Michael Bundesen.

I dag kan mange af os sikkert stadig skråle med på mange af Shu-bi-duas sange. Men bliver det ved at være sådan også i fremtiden?

- Jeg håber da, at man også husker dem om 15-20 år, men de har jo været ret anonyme siden "Bondens" hjerneblødning i 2011. De får selvfølgelig et velfortjent peak igen nu, da han er død, men på et tidspunkt ebber det nok lidt ud igen, også fordi de yngre og kommende generationer er optaget af så meget andet, spår Søren Hansen.

Shu-bi-dua nåede gennem årene at optræde flere gange på Lolland-Falster. De har blandt andet været i Nakskov, til Open Air koncert i Nykøbing og to gange på Døllefjelde-Musse Markedet.

Michael Bundesen blev født 12. maj 1949. Han døde 8. november 2020.