Refa: Studietur var faglig og relevant

Foto: Anders Knudsen/arkiv

Bestyrelsesseminar til Oslo i 2015 var både fagligt og relevant i forhold til de udfordringer, som var gældende for Refa, oplyser bestyrelsesformand.

Offentliggjort Sidst opdateret

Refas bestyrelsesseminar til Oslo i 2015, der blev omtalt i Folketidende forleden, var både fagligt og relevant.
Det oplyser Refas bestyrelsesformand Poul-Henrik Pedersen i en pressemeddelelse, hvor han samtidig kritiserer Folketidende for ikke at have henvendt sig til Refa eller bestyrelsesformanden i forbindelse med offentliggørelsen af artiklen.

Ekstra Bladet, og efterfølgende Folketidende, kunne tidligere på ugen berette om studieturen til Oslo for Refa-bestyrelsen med udgifter på omkring 100.000 kroner for to dage.

I arrangementet deltog bestyrelsen og ledende medarbejdere fra Refa.

I alt 13 personer gik om bord på Oslo-færgen søndag 18. oktober 2015.

Ifølge pressemeddelelsen fra Refa var programmet et bestyrelsesmøde om søndagen, mens mandagen var afsat til studiebesøg på Smestad Genbrugsstation og et stort affaldssorteringsanlæg i Oslo.

Undervejs var der indlæg om Oslo Kommunes affaldspolitik, norsk affaldspolitik og erfaringer med liberalisering af forbrændingsegnet affald.

Turen betød blandt andet, at bestyrelsen efterfølgende kunne træffe beslutning om den nye indsamlingsordning for genanvendeligt husholdningsaffald, som trådte i kraft 1. oktober 2017.

Ikke gøre meget billigere

Prisen for hele studieturen var 93.266,81 kroner inklusive moms, hvilket svarer til 7.174,37 kroner pr. person.

Beløbet dækker honorar til Affaldskontoret.dk på 38.400 kroner, Oslofærgen med forplejning på 25.181 kroner, forplejning i Oslo på 5.589 kroner, transportudgifter på 12.538 kroner samt udlæg til mødefaciliteter og forplejning på 11.559 kroner.

- Det kan muligvis gøres billigere, men næppe meget billigere. Og der er intet belæg for at påstå, at Refas bestyrelse har ædt og drukket for 93.266,81, skriver Poul-Henrik Pedersen i pressemeddelelsen. plh