Regeringen vil afsætte en milliard til udsatte yder-kommuner

Foto: Colourbox, arkivfoto

OPDATERET 12.25: Guldborgsund og Lolland kommuner ser ud til at blive to af de kommuner, som regeringens forslag til en ny kommunal udligningsreform kan komme mest til gode.

Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen præsenterer torsdag klokken 11.30 sit forslag til en ny kommunal udligningsreform - altså fordeling af penge mellem landets rige og fattige kommuner.

Forslaget er samlet i en 29 sider lang rapport, og her nævnes både Lolland og Guldborgsund kommuner specifikt flere gange i sammenhænge, der handler om tildeling af flere penge.

Forslaget indeholder en række punkter, men noget af det, som man nok har sat kryds ud for på rådhusene i Maribo og Nykøbing, er, at det foreslås, at den såkaldte hovedstadsudligning og provinsudligning afskaffes til fordel for en fælles landsudligning.

Derudover vil regeringen målrette én milliard kroner til udsatte yderkommuner med blandt andet mange ældre, få arbejdspladser og mange førtidspensionister. Halvdelen af pengene skal komme fra staten, mens kommunerne selv skal bidrage med resten.
Desuden viderefører man særtilskudpuljen til kommuner med vanskelige økonomiske vilkår - en pulje, som begge lokaler kommuner tidligere har fået penge fra.

Det fremgår også af forslaget, at 30 yderkommuner, og her nævnes begge de lokale kommuner direkte ved navn, samlet set vil få tilført 950 millioner kroner ekstra.

Det anføres også i rapporten, at det målt i kroner og ører er Københavns Kommune, som skal bidrage mest, mens Guldborgsund Kommune modtager mest. Der er dog ikke angivet konkrete beløb.

Kommuner, som skal bidrage mere, får mulighed for at sætte skatten op, hvilket betyder, at en del af regningen for reformen kan ende hos skatteborgerne i disse kommuner.

Der skal også lægges større vægt på sociale udgiftsbehov, og boligkriterier skal følge med udviklingen, hedder det. Derudover skal det ikke udløse tilskud at have en au pair ansat.

Det fremgår også af rapporten bag forslaget, at man som tidligere annonceret vil flytte flere penge fra by til land. Regeringens forslag flytter 1,4 milliarder kroner fra hovedstadsområdet.

Der nævnes også "Bagudrettet kompensation for skævhed i udligningen".
Det indebærer, at man vil give en to-årig kompensationsordning på 1,1 milliarder kroner årligt i 2021 og 2022 til de 71 kommuner, som bagudrettet har fået for lidt i udligningstilskud som følge af manglende oplysninger i den uddannelsesstatistik, der indgår i udligningssystemet.

Hele rapporten kan læses på Finansministeriets hjemmeside - KLIK HER.