Regionen vækster i job

Det er ikke oplyst i statistikken, hvilke type job, der er tale om. Foto: Anders Knudsen

LF-kommuner er med i vækst af antallet af jobs - men nabokommune har størst vækst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det går stærkt i Region Sjælland. I første halvår 2019 er der sammenlignet med sidste år skabt 4.000 flere arbejdspladser. Og særligt Vordingborg Kommune er højdespringer med 573 nye job indenfor kommunegrænsen.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i første halvår i år var kommet 4.118 nye arbejdspladser i regionen, så der nu i alt er godt 312.000 job i regionen.

- Der skabes nye arbejdspladser i Danmark lige nu, og Region Sjælland er i meget høj grad med på vognen. Det er stort set alle kommuner, der har haft jobvækst, og det viser, at vi er inde i en positiv udvikling, hvor tingene vokser og udvikler sig, udtaler direktør i Erhvervshus Sjælland, Mads Váczy Kragh.

De flere end 4.000 job er en stigning på 1,4 procent, og dermed følger regionen næsten landsgennemsnittet, som viser en stigning på 1,6 procent. Der er vækst i både den private og offentlige sektor, og stort set alle kommuner er i positiv udvikling.

En positiv tendens

I de lokale kommuner ser tallene sådan ud, at der i første halvår i år er kommet 162 nye job i Lolland Kommune, svarende til en stigning på en procent. I Guldborgsund Kommune er der registeret 44 ny job, svarende til 0,2 procent.

- Der er fortsat høj vækst i kommunerne tættest på hovedstaden, men det nye er, at også kommuner længere væk er kommet med. Det er bestemt en positiv tendens, for vi har brug for at der kommer udvikling til hele landet, og der er positive tendenser nærmest hele vejen rundt, fortæller Mads Váczy Kragh.

Kommunen med den højeste vækst er Vordingborg Kommune, hvor antallet af arbejdspladser er steget med fire procent, hvilket helt præcist svarer til 573 job, hvoraf godt halvdelen er offentlige arbejdspladser.

Og det glæder naturligt nok borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed.

- Der er jo ikke nogen tvivl om, at mange af de kommuner, der har ligget længst fra København har været udfordret i de seneste år. Men lige nu vender udviklingen, og der er flere og flere der flytter til. Og vi har samtidig flere og flere job at tilbyde dem. Så jeg synes, vi er på vej ind i en positiv spiral, og de kommende år bliver meget positive for en kommune som Vordingborg også på grund af de store infrastrukturprojekter, som igangsættes i disse år.

Mikael Smed er udover at være borgmester også med i bestyrelsen for det nye Erhvervshus Sjælland.

De bedst mulige rammer

Og selvom det går godt, må arbejdet med udvikling af erhvervslivet ikke bremse op, bare fordi det går godt. Tværtimod!

- Udvikling og nye arbejdspladser kommer ikke af sig selv. For os i Vordingborg har erhvervslivet høj prioritet, og vi vil fortsat satse på at skabe de bedst mulige rammer for vores virksomheder både via vores egne indsatser og gennem Erhvervshus Sjælland. Det er nu vi har momentum, og det skal vi bruge til at styrke vores kommune endnu mere, udtaler Mikael Smed.