REKORDMEGET ULOVLIGT FYRVÆRKERI STOPPES PÅ VEJ IND I LANDET
Det er ulovligt at tage fyrværkeri med hjem til Danmark, som man har købt i udlandet, og det samme gælder at bestille fyrværkeri fra udenlandske hjemmesider. Toldstyrelsen har i år beslaglagt rekordmeget fyrværkeri. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Toldstyrelsen har i år beslaglagt 1,7 ton ulovligt fyrværkeri, der er forsøgt smuglet ind i Danmark.
Toldstyrelsen har i år beslaglagt rekordmeget ulovligt fyrværkeri, som er blevet sendt til Danmark. Ikke mindre end 1,7 ton ulovligt fyrværkeri er blevet beslaglagt, oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.
Det er især i pakker fra post- og kurervirksomheder, at tolderne finder for eksempel ulovlige kanonslag. En stor del af dem kommer fra Østeuropa.
- De seneste år er mængderne vokset og vokset, og nu sætter vi for andet år i træk en kedelig rekord, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen Michael Lund i pressemeddelelsen.
Ifølge Karsten Nielsen, der er direktør i Fyrværkeribrancheforeningen, er det kun toppen af isbjerget, der bliver fundet.
Han har ikke tal for, hvor stor en del af fyrværkeriet der fyres af i Danmark, som er ulovligt. Men det er for meget, mener han.
- Det vil ikke undre mig, hvis vi er et sted mellem 10 og 15 procent. Men det er svært at sætte et eksakt tal på, siger han.
Toldstyrelsen opfordrer fyrværkeriglade danskere til at droppe det illegale marked og købe fyrværkeri ved godkendte salgssteder i Danmark.
Fra 2018 til 2021 har Toldstyrelsen registreret mere end en tredobling fra 321 kilo til 1134 kilo i mængden af beslaglagt ulovligt fyrværkeri.
Stigningen skyldes også, at Toldstyrelsen har haft øget fokus på kontrollen.
Ifølge Lone Brose, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, er det ulovlige krudt farligt.
- Man kan ikke være sikker på, at det her fyrværkeri er testet, og at det opfører sig, som det skal. Samtidig er der meget mere krudt i det end i lovligt fyrværkeri, siger hun.
Når styrelsen konfiskerer ulovligt fyrværkeri, bliver det overdraget til politiet, som herefter vurderer, om der er tale om en overtrædelse af straffeloven, og om det skal udløse bødestraf.
Det er ulovligt at tage fyrværkeri med til Danmark, som man har købt i udlandet. Det er ligeledes ulovligt at bestille fyrværkeri fra udenlandske hjemmesider.
Fyrværkeri kan købes i butikkerne fra 15. december til 31. december, og der må affyres fyrværkeri i perioden 27. december til og med 1. januar.
Opgørelsen er lavet fra 1. januar til 26. december.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker