Renoverer stationselevatorer

Elevatorerne på Nykøbing Station skal renoveres. Der sker fra på mandag og tre uger frem, hvilket betyder, at man må tage trappen i stedet. Foto: Anders Knudsen

Renovering lukker elevatorer på station i flere uger - til gene for dårligt gående.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Banedanmark står foran en renovering af elevatorer på Nykøbing F. Station. Der sker for at sikre stabil drift i fremtiden.

- Vi vil gerne sikre passagererne den bedst mulige drift og undgå, at de møder en elevator, der pludselig ikke virker. Elevatorerne skal ligesom alt andet teknik vedligeholdes og fornyes fra tid til anden. Elevatorerne på stationerne bliver brugt rigtig meget, og det er en god ting, fortæller Marta Karvig, projektleder i Banedanmark.

Renoveringen af elevatorerne har forskellige starttidspunkter. For elevatoren til spor et samt den til spor to og tre står arbejdet på fra 4. februar til 22. februar. For den tredje og sidste elevator, den til spor fire og fem, starter arbejdet 18. februar og varer indtil 8. marts.

Det kommer selvfølgelig til at give nogle gener til de rejsende.

Der kan opstå støj i forbindelse med Banedanmarks arbejde på stationen, og de nærmeste naboer er informeret. Ligesom der også kan køre tunge køretøjer på vejene i området, når der fragtes materialer til og fra stationen.

Derudover bliver et andet problem, at dårligt gående kommer til at mangle elevatorerne.

- Der er desværre ingen vej udenom den gennemgribende renovering, og vi beklager ulejligheden for passagerer, der ikke kan tage trapperne. Vi står altid til rådighed, hvis nogen skulle have spørgsmål til renoveringsarbejdet, siger Maria Karvig.

Banedanmark har dog en løsning klar til dem, som har brug for elevatorerne. Det bliver dog ikke til at tage en impulsiv sviptur som gangbesværet. Banedanmark oplyser nemlig, at man kan få hjælp til at komme til nærmeste station med DSBs Handicapservice, men det kræver et opkald 12 timer i forvejen.

For at benytte denne service skal man ringe på 70131415 mellem klokken 8 og 15. Banedanmark foreslår også, at man kan tage et tog i den modsatte retning, benytte en elevator dér, for så at tage det rigtige tog.

Under renoveringsarbejdet er det ikke muligt at bruge elevatorerne - til stor gene for gangbesværede passagerer. Foto: Anders Knudsen

Ikke i orden, men glæder sig

I foreningen Kørestolsbrugere og gangbesværede er formand Torben Jørgensen ikke tilfreds med formuleringen af hjælpeteksten. Hverken handicaphjælp eller løsningen med flere togskift er brugbar, mener han.

- Det er ærgerligt, at vi får et par uger, hvor det bliver næsten umuligt at komme frem og tilbage for dem af os i kørestol. Det kan jeg kun begræde, siger han, men mener dog, det er et nødvendigt onde.

- Det er ikke en hemmelighed, at elevatorer bliver slidt. Så det er kun godt, at Banedanmark tager passagererne seriøst og sikrer hjælp til togturen fremadrettet, siger han.

- Det er ikke i orden, men jeg glæder mig til det er færdigt, siger han videre.

Og han fortæller videre, at der i hans forening både lokalt og på landsplan er dialog med Banedanmark omkring elevatorer på landets stationer.

- Det er ikke sjældent, at der er problemer på stationerne. Og for mange af os er det altså et ufravigeligt krav, når man kommer til en station som Nykøbing, at elevatoren kan få os op og ned. Nu ser vi frem til, hvad renoveringen kan gøre ved det hernede, siger Torben Jørgensen.

Selv kan Torben Jørgensen godt gå ned ad trapperne. Men hans kone, Else Jørgensen, sidder i rullestol.

- Det bliver nogle trælse uger, men vi må tage en taxa i stedet, slutter han.

Renoveringen af elevatorerne starter 4. februar, hvorefter elevatorerne vil være lukket til 8. marts. Arbejdet kommer blandt andet til at bestå af udskiftning af døre og dørmotoren og kommer til at ske over to omgange.