Reportage: Scener fra en togbus

Min udsigt, mens togbussen bumlede fra Falster til Sydsjælland. Foto: Andreas Johansen

Folketidendes udsendte steg ombord på en togbus mod Næstved fredag eftermiddag, så du slipper for at gøre det.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er den enkelte passagers ansvar at sørge for at være tjekket ind. Der kan komme kontrollører forbi, og det koster, siger chaufføren og drejer nøglen, så hele bussen ryster.

Vi er ikke mere end et par håndfulde passagerer, da bussen kører fra Nykøbing station 15.08 - et enkelt minut for sent ifølge køreplanen.

Mens vi ruller ud af Nykøbing læner jeg sædet godt tilbage, sætter min telefon i opladeren og nyder de bløde sæder, DSBs togvogne ikke kan konkurrere med.

Mine øjne lukker et øjeblik, og pludselig ankommer vi til første og eneste stop på ruten.

- Kan du hjælpe mig? Min bagage er i en anden bus, og den er kørt!, udbryder en kvinde, sekundet bussens hydrauliske dør åbne med lyden af et punkteret dæk.

Chaufføren prøver at hjælpe efter bedste beskub.

- Kan du huske, hvilken bus det var?, spørger han.

- Det var bare den lige før denne her, fortæller kvinden og sætter sig i sædet tættest på chaufføren.

Flere end forventet

Flere passagerer strømmer ind ad døren. Mange flere.

Dårlig stemning fylder bussen. De passagerer, der allerede har ventet en halv time i Vordingborg, og som ikke får en siddeplads, bliver smidt ud.

- Jeg beklager meget, men I må desværre ikke stå op under kørslen, annoncerer vores hovedperson over højttaleranlægget.

De cirka 20 passagerer, der er på vej hjemad fredag eftermiddag, er utilfredse med situationen.

- Ej, vi har allerede stået og ventet en halv time. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, det her, udbryder en frustreret kvinde, der gerne vil med til Næstved.

Chaufføren ringer til sit kontroltårn, der er placeret i Næstved for at meddele dem om manglen på plads.

- Tillykke til de heldige, der fik en plads, siger chaufføren til spredte grin i bussen. Jeg beklager meget, men sådan er det.

Han kører med får

Fra endestationen i Nykøbing var der mere end god plads, og undertegnede havde lænet sædet godt tilbage i håb om en behagelig lur. Den blev aflyst ved Vordingborg.

Temperaturen stiger i den fyldte bus, mens forårssolen bager ind ad vinduet 15.53.

- Jeg har fået opgivet et telefonnummer på vagthavende, men min kollega kører med får. Fik I den?, hvisler manden bag rattet i mikrofonen.

Det gjorde de færreste. Men det viser sig, at servicecentret i Næstved ikke har givet ham det rigtige nummer på kollegaen, der fik den arme kvinde fra tidligere i fortællingens baggage med. Vores kaptajn fik fat i en mand, der i dagens anledning transporterer får.

De tog vores busser

Solen bager videre og får folk til at fjerne overtøjet, der ikke passer til det subtropiske klima i det rullende drivhus halvvejs mellem Vordingborg og Næstved.

Chaufføren fortæller, at manglen på busser skyldes DM i Skills i Næstved, der har lagt beslag på Gud ved hvor mange busser, som han formulerer det.

Markerne ved mit vindue glider roligt over i bløde, blå bølger 13 kilometer fra Næstved. Falsters flade landskab er skiftet ud med vand og rullende bakker.

Reportagen her er skrevet primært på min mobiltelefon, for det er umuligt at arbejde via computer i den tætpakkede bus.

Rutebilchaufførens opgave denne tur er ikke bare at fragte folk. Han prøver igen og igen at hjælpe den bagageløse kvinde, der stod på i Vordingborg.

- Nå, der er ikke andet at gøre? Så håber jeg, de tømmer bussen deroppe i Næstved.

Markerne og vandet bliver til bygninger og beton, som vi nærmer os Næstved Station.

- Så lægger vi an til landing i Næstved. Jeg synes, turen var så god, at jeg kører den et par gange mere. Tillykke med at det var jer, der nåede frem, siger vores chauffør - denne gang til lidt større grin blandt de betalende.