Rister Heino: Hvorfor har du ikke hamret hånden i bordet?

Intet af det, Region Sjælland kom til bordet med, er opfyldt i statens nye kontrakt med DSB. Det imponerer ikke Ole Sloth. Arkivfoto: Ritzau Scanpix.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ding, Dong. Toget fra København er forsinket - for evigt

I går var det forårsjævndøgn, og vi er trådt ind i sommerhalvåret. Dagene bliver længere og lunere, folk og fæ vågner op af deres vinterhi, vores marker sås og gødes i døgndrift, og der er på alle måder gang i den. Og, jo, har vi ikke allerede hørt lærken synge?

Men hvor alting spirer omkring os, står toget stille. Det, der skulle værre 59 minutter, er nu blevet 1:06. Vi taler naturligvis om rejsetiden fra København H.

Det er intet mindre end en skandale! Rejsetimen mellem Nykøbing og hovedstaden har stået som en ledestjerne og ubetinget ønske nummer 1 i alt, hvad der sker omkring os med broer, tog og tunneler.

Intet af det, Region Sjælland kom til bordet med, er opfyldt i statens nye kontrakt med DSB. Væk er også direkte tog fra Nakskov. Væk er hurtige tog over Femern Bælt. Væk er halvtimesdrift på regionens trafiknet. Væk er investeringer i parkeringspladser på stationerne. Væk, væk, væk.

Man har sendt et brev. Blev det også væk?

Total fejlslagent lobbyarbejde og ualmindeligt dårligt politisk håndværk.

Total fejlslagent lobbyarbejde og ualmindeligt dårligt politisk håndværk.

Heino Knudsen, hvorfor har du ikke hamret hånden i bordet? Svarene, han gav i går på Folketidende.dk er pauvre, og Heino lod os forstå, at man vil påvirke det politiske niveau, så det kommer med næste gang.

Det er i 2033.

En ny kontrakt om rejsetid på under en time kan tidligt indgås i 2033. Illustration: ChatGPT / prompt: Ole Sloth. Grafisk efterbearbejdning: Linda Andersen

Genlæs vores snak med Heino Knudsen i dagens avis.

Imens sidder kommuner og erhvervsliv forstemte tilbage. Borgmesteren er ærgerlig og erhvervsdirektøren chokeret. Man forstår dem.

Vi er igen blevet forfordelt til gunst for andre og andres prioriteter.

Mens vi spejder efter eksprestoget fra København, kigger vi også langt efter Rute 9. Politisk fumlefingeri i Lolland Kommune har udmøntet sig i et uartigt høringssvar til Vejdirektoratet.

Hvad må de ikke tænke om os derinde?

Vi har tidligere lært her på siden, at infrastruktur definerer vores fælles fremtid. Så se nu for pokker at få anlagt den vej fra Maribo til Nakskov, så Vestlolland forbindes med hurtig adgang til resten af landsdelen (en stor, flot motorvej synes så åbenlyst at være det rigtige, men mindre kan gøre det ...). Drop det omfartsfnidderi. Se at komme i sving.

Holger Schou Rasmussen har taget bladet for munden og som den eneste meldt ud med en klar holdning. Henrik Høegh stak i gårsdagens avis en finger i øjet på Kasper Roug, som beskyldes for at skidtsnakke Venstre på Borgen. Høegh kan have ret, men gentagne forsøg fra Folketidendes reporter til lokalformanden gav intet svar om et for eller imod 9’eren. Man mærker byrøddernes frygt for vælgerhavet, alt imens intet bliver prioriteret og besluttet.

I Næstved giver borgmester Carsten Rasmussen (S) gode råd og støtter Holger Schou i at bide den over. Tag de 400 millioner.

Måske man skulle lytte, så er man da i gang.

For hvad er det, som er på spil? Svaret er mennesker. Dem, os, jer. Vi, der skal skabe fremtiden for vores landsdel.

Akademiske medarbejdere i alle genrer på kandidat- og masterniveau: Revisorer, advokater, læger, tandlæger, psykologer, lærere, ingeniører, kommunale embedsfolk. Der er for få, og der skal være flere, for vores offentlige og private institutioner og virksomheder skriger på vidensmedarbejdere.

Hvis ikke de vil bo her, så må de arbejde her. Det kræver, at man kan transportere sig selv hurtigt, smidigt og snart. Så skal vi nok senere få dem til at blive bosættere. For her er så skønt.

Kom, lad os brokke os, fristes man til at sige, og slå fra os - ikke på den der "Bæredygtigt" Landbrug-agtige måde, men hvis nu vi tilgiver hinanden fejlene, der er begået, og står sammen og gør fælles sag, så bliver der med garanti lyttet.

Kommuner, erhvervsliv, Business L-F, er I der?

Vi gider ikke vente, til toget ankommer i 2033.