Røgalarmer og julehygge skal gå hånd i hånd

Arkivfoto

Indendørshygge med levende lys og brændeovn kræver påpasselighed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Statistikkerne taler deres tydelige sprog; koldt vejr og indendørs hygge giver flere husbrande.

- Når vi i vintermånederne rykker indendørs og hygger med brændeovn og levende lys, er det større chance for, at der opstår en brand, siger vicebrandchef og afdelingschef i den forebyggende afdeling hos Lolland-Falster Brandvæsen Morten Andersen.

Der er simpelthen flere brande i vintermånederne i private boliger end i sommermånederne. I de varme måneder er det så til gengæld udendørs aktivitet som grill, ukrudtsafbrænding og bål, som ofte er synderne ved brande ved private boliger.

- Men her om vinteren er vi rykket indendørs med hygge og åben ild. Og så er det tid til at tjekke røgalarmerne i boligen.

- Vi oplever alt for ofte, at der i de private boliger ikke er opsat brandalarmer, ligesom vi oplever, at røgalarmer ikke længere virker, typisk på grund af at batteriet er løbet tør, siger Morten Andersen.

Specielt hos ældre borgere så han gerne, at der blev ophæng flere røgalarmer.

- Det er den oplagte julegaveide til ældre i familien. Køb røgalarmen og som en del af gaven er monteringen i hjemmet, så alarmen ikke bare ender i en skuffe, siger vicebrandchefen.

Han er i øvrigt meget tilfreds med, at levende stearinlys de seneste år i mange tilfælde er blevet byttet ud med batterilys.

- I takt med, at batterilysene er blevet fiksere i designet og mere og mere ligner ægte stearinlys, får flere og flere batterilysene, som ikke udgør nogen brandfare.

Hvert år den 1. december er det fælles nordisk røgalarmdag. Dagen skal minde os om, at vi kan forbedre brandsikkerheden i vores hjem ved at have opsat fungerende røgalarmer, oplyser Beredskabsstyrelsen.

Udover røgalarmer anbefaler det lokale brandvæsen også, at man tager de gode gamle husråd til sig; Hav brandslukningsmateriel stående inde i huset, hvis uheldet er ude, så en mindre brand i en juledekoration eller juletræet ikke udvikler sig til en katastrofe. En brandslukker er det bedste, men en forstøverflaske fyldt med vand eller ganske simpel en danskvand, som man kan ryste og sprøjte på en mindre brand.
Uddeler brandalarmer til naboer.

Lolland-Falster Brandvæsen har som en del af en kampagne hos Beredskabsstyrelsen modtaget nogle brandalarmener, som kan blive uddelt til private.

- Når vi har været ude til en brand, ringer vi ind imellem på hos naboen, for at spørge om de har en brandalarm, har de ikke det, så forærer vi dem én, siger Morten Andersen.

Lolland-Falsters Brandvæsens hjemmeside finder du masser af tip til en brandsikker julemåned.