RUSSISK HÆRVÆRK PÅ DEN LILLE HAVFRUE
Den Lille Havfrue har fået malet det russiske flag på stenen, som hun sidder på, torsdag den 2. marts 2023, viser billeder fra Langelinie i København.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Torsdag viser billeder fra Langelinie i København, at Den Lille Havfrue er udsat for hærværk
Torsdag morgen er stenen, som statuen Den Lille Havfrue sidder på, blevet udsat for hærværk.
Der er malet et russisk flag på stenen, skriver Ekstra Bladet.
Avisen er i besiddelse af billeder, som viser, at der er blevet malet en rød stribe i bunden, en blå stribe i midten, og en hvid i toppen af stenen.
Martin Kajberg, som er vagtchef hos Københavns Politi, oplyser kort efter klokken 9, at politiet har været ude ved statuen.
- Vi iværksætter selvfølgelig en efterforskning for at finde ud af, hvem der har gjort det, og hvornår og hvordan det er sket, men det er vi ved at undersøge, siger vagtchefen.
Det er langt fra første gang, at statuen, som står ved Langelinie i København, er blevet udsat for hærværk.
I de 110 år, der er gået, siden statuen blev lavet, har den flere gange fået skåret hovedet af.
Sket flere gange
Den Lille Havfrue er tidligere blevet sprængt væk fra sin sædvanlige plads, og hun er også blevet overhældt med maling flere gange.
Ifølge Ekstra Bladet er de billeder, som avisen bringer, taget torsdag morgen omkring klokken 7.
Det er uvist, hvornår hærværket er begået.
Den Lille Havfrue er udformet af billedhuggeren Edvard Eriksen og modelleret efter hans kone, Eline. Figuren er billedhuggerens legemliggørelse af havfruen i H.C. Andersens berømte eventyr "Den lille Havfrue".
Statuen var en gave til København skænket af brygger Carl Jacobsen, der var søn af Carlsbergs grundlægger, J.C. Jacobsen.
Den blev opstillet på Langelinie i 1913.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned