Ryd dit krudt op efter dig

Arkivfoto Foto: Anders Knudsen

Der er ingen, der gør det for dig. Du skal selv rydde dit fyrværkeriaffald op.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vidste du, at du selv skal rydde dit fyrværkeriaffald op? Også selvom affaldet kan lande flere hundrede meter væk, og uden at du nødvendigvis ved, hvor det lander.

Raketpinde og andre rester fra fyrværkeriet betragtes nemlig som henkastet affald, og det betyder, at den der affyrer det, i princippet har ansvaret for at få det fjernet, oplyser Miljøstyrelsen i følge Samvirke.

Hvis du har ondt i hovedet dagen derpå, men tænker, at det er på tide at få fjernet batterierne og fundet raketterne et sted derude, så husk, at det er en opgave for de voksne. Lad altså ikke børnene tage skraldet.

Vær sikker på, at fyrværkeriet er gået ud, og brug helst en skovl eller et fejeblad til at fjerne fyrværkeri-skraldet. Resterne fra fyrværkeri kan kommes i dagrenovationen.