S: Der skal orden på regionens sygehuse

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Efter sager på flere af regionens sygehuse, herunder Nykøbing, ønsker Socialdemokraterne møde mellem Regionsrådet og sygehusledelserne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sygehusledelserne og Regionsrådet skal mødes for at diskutere forholdene på Region Sjællands sygehuse. Flere dårlige sager i den seneste tid er årsag til at Socialdemokraterne nu ønsker et møde.

Det er sager som blandt andet utilsigtede hændelser for mave/tarmpatienter og flytning af patienter til andre sygehuse grundet manglende ressourcer på Nykøbing Sygehus og unødig anvendelse af beroligende medicin på grund af manglende medarbejdere på Køge Sygehus der ligger til grund for et møde.

De spørgsmål man ønsker at få besvaret er eksempelvis: Hvorfor der i øjeblikket er så mange dårlige historier i pressen om sygehusene i Region Sjælland, og om der findes generelle problemer bag dem. Ligesom man ønsker svar på hvorfor nogle medarbejdere udtaler sig negativt om arbejdsforholdene og om mulighederne for at kritisere dem.

Socialdemokraterne i regionen har derfor for at få klarhed over problemernes omfang og beskaffenhed stillet et forslag til regionsrådsformand Jens Stenbæk om heldagskonference eller seminar for Regionsrådet og sygehusledelserne. Her skal ledelserne have en mulig for at orientere og forklare sig i forhold til en række spørgsmål.

Socialdemokraterne ønsker ifølge en pressemeddelelse, at konferencen giver sygehusledelserne forklare hvilke problemer og udfordringer, de hver især har indenfor deres ledelsesområde. Samtidig skal de redegøre for, hvad der er af løsninger, og hvor de ser behov for politiske initiativer eller støtte.

- Når vi socialdemokrater ønsker at mødes, ikke alene med direktionen, men også med de lokale ledelser, er det fordi, vi ønsker at høre om problemerne med udgangspunkt i den daglige drift og problemerne set fra de lokale ledelsers side, som et supplement til den løbende orientering fra direktionen, fortæller regionsrådsmedlem Annemarie Knigge fra Socialdemokraterne.

Regionsrådsformand i Region Sjælland, Jens Stenbæk, fortæller i en mail, at han mener ikke, det er nødvendigt at vende et møde mellem Regionsrådet og sygehusledelserne som et forslag først, og han har derfor sat gang i forberedelserne til netop sådan et møde.

- Jeg synes ikke der er nogen grund til, at holde møde om at holde møde, og har derfor straks,da jeg modtog brevet, orienteret gruppeformand Anne Marie Knigge om, at jeg tager initiativ til arrangementet med det samme, skriver Jens Stenbæk.