S-formand på Marielyst: - Ingen skal trues til tavshed

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen holdt grundlovstale på Højskolen Marielyst. Foto: Claus Hansen

OPDATERET MED BILLEDSERIE: Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen brugte en stor del af sin grundlovstale på Højskolen Marielyst til at tale for bekæmpelse af bandekriminalitet.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Ingen skal trues til tavshed.

Sådan lød det mandag eftermiddag under høj sol fra Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, da hun talte til godt 400 tilhørere på Højskolen Marielyst.

Hun tog fat i de eksempler fra blandt andre Volsmose-området, hvor bander har afkrævet almindelige forretningsdrivende beskyttelsespenge for at undgå ballade.

- Vi kan - alle os der er her - være enige om, at det er uacceptabelt, at helt almindelige borgere skal trues til tavshed. Derfor er det også glædeligt og nødvendigt, at der netop i det område, er vidner, der tør gå til politiet for at få det stoppet, sagde Mette Frederiksen.
Hun stillede sig derfor på vidnernes side.

- Jeg vil gerne tale vidnernes sag. Vi kræver strengere straffe, for det er det eneste sprog de kriminelle bander forstår - og så skal vi have bedre vidnebeskyttelse, sagde hun.

Dermed pegede hun på, at tryghed er lig med sikkerhed - og at tryghed og frihed hænger sammen - og at det derfor er vigtigt at bekæmpe kriminaliteten.

Det fik blandt andet også Mette Frederiksen til at tale om terror, som senest for få dage siden ramte London - igen.

- Der er nogle, der vil vores samfund det ondt, men vi står fast på vores åbne og frie samfund og demokrati. Derfor skal vi slå tilbage og det skal vi gøre ved at sikre vores politi og efterretningstjeneste de bedste vilkår, slog hun fast.

Socialdemokratiets formand fortalte også tilhørerne, at hun ikke bryder sig om begrebet "udkantsdanmark".

- Vi har igennem de seneste 10 år oplevet massive centraliseringer. Vi skal ikke skrive tiden tilbage, men vi skal ikke have et samfund, hvor nogle løber fra andre, og derfor skal vi insistere på at få alle med - og gå op imod tendensen med at land og by bliver skilt ad, slog hun fast og konstaterede:

- Vi har skabt verdens bedste samfund, og derfor skal vi holde sammen hele landet, sagde Mette Frederiksen.

Foto: Claus Hansen
Foto: Claus Hansen
Foto: Claus Hansen
Foto: Claus Hansen
Foto: Claus Hansen
Foto: Claus Hansen
Foto: Claus Hansen
Foto: Claus Hansen
Foto: Claus Hansen
Foto: Claus Hansen