Så ildkugle på nattehimlen
Det var her, syd for Grænge, at Anders Jalkiewicz fredag aften gjorde sin observation. Foto: Flemming Keith Karlsen
Flemming Keith Karlsen
Meteorit-ekspert mener, at ildkugle kan være styrtet ned i det nordlige Tyskland.
Fredagens formodede meteorit på aftenhimlen over det østlige Danmark blev observeret af flere borgere - blandt dem Anders Jalkiewicz fra Toreby.
Omkring klokken 19.30 var han i bil på vej hjem fra Maribo ad Sakskøbingvej - og netop da han passerede Grænge Skovvej til venstre, så kom den formodede meteorit susende foran ham.
- Ildkuglen kom fra nord, og det virkede som om, at den passerede lige foran os i lav højde. Først troede jeg, det var en nytårsraket, fordi den lyste op i blå og grønne farver. Og det så ud som om, at den nærmest eksploderede i ét stort lysglimt, fortæller Anders Jalkiewicz her dagen derpå.
Selv om det ifølge Anders Jalkiewicz føltes som om, at ildkuglen var tæt på - og at det lignede, at der faldt rester fra den ned på en nærliggende mark - så afviser Henning Haack, der er Ph.D. og meteorit-ekspert, at det er tilfældet.
- Det kan sagtens opleves sådan, når man ser sådan en meteorit. Det har noget at gøre med i hvilken vinkel, man ser ildkuglen. Fredagens ildkugle var formentlig i 60-70 kilometers højde og har bevæget sig med en hastighed på 15-20 kilometer i sekundet. Og er der faldet noget ned, så er det formentlig sket et sted i det nordlige Tyskland, fortæller Henning Haack.
Han opfordrer alle, der har set fredagens fænomen på aftenhimlen, til at indberette deres observation på sitet ildkugle.dk.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde