Sådan kan de gamle frimærker reddes

Chris Oxholm, der er frimærkesamler, har et bud på, hvordan ældre frimærker fortsat vil kunne bruges, selvom der nu skal betales moms af porto på breve i Danmark. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

PostNord behøver ikke at afvise ældre frimærker, blot fordi der nu skal udredes moms af portoen, mener filatelisten Chris Oxholm. Han har en løsning.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER: Med kort varsel blev de frimærker, du havde hjemme i skuffen, ubrugelige fra årsskiftet. Her blev der indført moms på indenlandsk porto, og dermed vil PostNord kun godtage ældre frimærker som porto på breve til udlandet.

Vil du sende et brev til en adresse i Danmark, skal du købe nye mærker, hvor der er inkluderet moms. Den beslutning har mødt kritik fra en bred kreds af danskere, der er utilfredse med, at de pludselig ikke kan bruge de frimærker, de har købt og betalt for.

En af de utilfredse er frimærkeentusiasten Chris Oxholm. Han har skrevet til SF’s medlemmer af Folketingets transportudvalg, som PostNord hører under, da han mener at have en løsning på problemet. Den går ud på, at man skal kunne købe et momsmærke, som man så kan bruge sammen med de ældre frimærker.

Lyder fornuftigt

Hos SF forstår ordfører Sofie Lippert utilfredsheden.

Det lyder da fornuftigt.

Sofie Lippert (SF), folketingsmedlem

- SF står uden for postforliget, netop fordi vi var bekymrede for konsekvenserne - blandt andet for stigende priser og moms på porto, siger hun og kvitterer for forslaget fra Chris Oxholm.

- Det lyder da fornuftigt. Vi er dog som sagt ikke en del af forliget og kan derfor ikke ændre på aftalen, da vi grundlæggende er imod den, forklarer hun.

Danmarksdemokraterne står også uden for aftalen om postforliget, og ordfører Kenneth Fredslund Petersen har kastet sig ind i kampen for frimærkerne. Han roser forslaget fra Chris Oxholm.

- Umiddelbart er jeg positiv over for alle de løsningsforslag, PostNord får fra folk, der byder ind med gode idéer. Det kan selvfølgelig være, PostNord siger, det ikke kan praktiseres, men så må de komme med en grund til det. For det er helt urimeligt, at det er borgerne, der blive klemt mellem politikernes forslag og PostNord. Indtil den her lov kom, var der jo en gængs opfattelse af, at frimærker havde deres pålydende værdi, siger han og tilføjer, at han vil vende forslaget med sin folketingsgruppe.

Har undersøgt muligheder

Folketidende har bedt PostNord om en kommentar til forslaget, men blot fået denne udtalelse fra pressechef Andreas Jørgensen:

”I forbindelse med den nye postlov, som gør, at frimærker ikke længere er momsfritaget, har vi undersøgt forskellige muligheder for bedst at kunne hjælpe de danskere, der har frimærker liggende. Den ombytningsordning, vi nu tilbyder, er den mulighed, der lader sig gøre, og som samtidig tilgodeser danskerne.”