Sælger sommerhus efter forringelse af Bøtø-bussen

Utilfreds buspassager må sælge hus pga ny busplan til Bøtø Foto: Anders Knudsen

Frustreret sommerhusejer i oprør: Huset er nu til salg

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke længere attraktivt at bo i eller købe et sommerhus syd for Marielyst.

Det mener i hvert fald 75-årige Kaj Prasager, der har sat sit og hustruens sommerhus til salg i kølvandet på den ændrede busforbindelse til og fra Bøtø, som trådte i kraft 13. december 2015.

- Forringelsen af Bøtø-bussen har gjort Marielyst mindre attraktivt, og det har konsekvenser for os, der bor herude, konstaterer Kaj Prasager, der sammen med hustruen Helga, 66, havde set frem til at bruge sommerhuset på Tjærenellikevej som helårsbeboelse flere år frem i tiden. Men sommerhuset er altså til salg.

Konkret betyder busændringen, at kørslen med bus 742 til og fra Bøtøskoven sker fem gange dagligt. Det er ganske enkelt ikke nok, mener Kaj Prasager.

- Hvis bare bussen nu kunne køre hver anden time, så blev busforbindelsen til vores område straks bedre, påpeger han og fortsætter videre:
- Hvis vi eksempelvis har været inde i biografen først på aftenen og skal hjem, så kan vi rigtig nok tage bussen til Marielyst Torv. Men så skal vi også gå 6,2 kilometer hjem, og det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre, siger Kaj Prasager og ryster på hovedet.

Det er i det daglige, at Bøtø-bussen giver problemer. Hver mandag tager Kaj Prasager eksempelvis til Nykøbing for at foretage indkøb til han og hustruens hverdag.

- Før busændringen kunne jeg klare det på tre timer, og så sad jeg igen i bussen efter at have ventet i en lille halv time. I dag skal jeg vente yderligere en time, før der går en bus.

- Og hvad med de mange børnefamilier uden bil, der vælger at holde ferie i sommerhusområdet her på Falster? De får også ventetid, når de skal med bussen, siger Kaj Prasager og gentager:

- Marielyst er ikke længere attraktivt. Ikke kun for os, men også for mange andre. Og forringelsen af Bøtø-bussen er noget, vi taler om herude.

Sommerhuset på Tjærenellikevej, som Helga Prasager har haft siden 1981, er i hvert fald sat til salg, og Kaj og Helga Prasager håber at finde en lejlighed i Nykøbing.